Håndbold er en hård fysisk sport, hvor der bliver uddelt masser af tæsk inde på banen - og det kan ses på nogle af landsholdets stjerner, som løber rundt med tydelige aftryk på kroppen.

Herunder viser en række af danskerne deres ar frem og fortæller de tilhørende historier, der bl.a. handler om boblebade, chok-tilstande og et alvorligt fødselsdagsuheld.

Lasse Svan Hansen med sit ar under øjet.
Lasse Svan Hansen med sit ar under øjet. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Lasse Svan Hansen
»Jeg havde været i GOG i en måned. I en træning spillede vi til to mål, hvor jeg får et udspil fra højre back, der blev rettet af og tabte fart. Jeg løb hen mod bolden og vil dykke ned efter den, og det tænkte venstre fløjen også, at han skulle, så vi knaldede hovederne sammen. Han flækkede øjenbrynet, og jeg fik et lille cut under øjet. Det begyndte at bløde så meget, at det åbnede sig. Det var egentlig en ret udramatisk situation, men det var meget dramatisk bagefter med alt det blod. Det var først, da jeg sad i tre timer og ventede på skadestuen, at det gjorde pisse ondt, da jeg skulle syes. I starten var jeg lidt træt af, at jeg skulle have arret, hvor alle kunne se det. Og der gik ikke mere end et par måneder, før jeg flækkede øjenbrynet med ungdomslandsholdet. Dér tænkte jeg, at det med at blive seniorspiller blev ret skidt for mit udseende.«

Michael Damgaards skade på håndleddet.
Michael Damgaards skade på håndleddet. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Michael Damgaard
»Det skete 18. marts på min fødselsdag nede i Sønderjyske, hvor jeg hoppede op i et skud, fik en tackling og desværre landede forkert ned på venstrehånden. Den hoppede ud af led, og hele hånden satte sig over min underarm. Det var ikke særlig rart at kigge ned på. Jeg havde en ret god periode, og det havde holdet også, så det var et ret hårdt slag. Jeg blev opereret to dage efter, og selv om jeg næsten havde revet alt over i hånden, var selve hovednerven ikke beskadiget, så jeg kunne komme tilbage hurtigt. Jeg har stadig ikke fuld mobilitet, men det er ikke til gene. Det er kun lige baghovedet, der skal med, så man ikke har frygten for at lande ned på den. Jeg kan stadig ikke tage en armbøjning med hånden, men det går. Hvordan jeg har det med arret? Det er jo kun sejt at vise til offentligheden, ha ha.«

Anders Eggerts 'boblebads-skade' på ryggen.
Anders Eggerts 'boblebads-skade' på ryggen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Anders Eggert
»Det skete engang med en håndboldskole på La Santa. Det var trods alt lidt håndboldrelateret. Men det var fra et boblebad. Jeg var på vej i og gled. Jeg ramte ned på de der dysere, der sidder bagi. Jeg har nok været ude i solen bagefter, hvor det ikke helede helt, og så blev det til de to pletter. Jeg tror, jeg har nogle håndbold-ar, men jeg kan ikke helt huske, hvor og hvordan de er kommet. Jeg har nok noget på hofterne, der ligner ar fra de gange, jeg har været nede at ligge. Men jeg er nok ikke mest udsat som fløj, og jeg har ingen operationer.«

Rasmus Lauges ar efter korsbåndskade under knæet.
Rasmus Lauges ar efter korsbåndskade under knæet. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Rasmus Lauge
»Det er et ar fra min korsbåndsoperation. Jeg glemmer ikke sådan lige, hvordan det skete. Jeg rev mit korsbånd over i en kamp mod Melsungen i Bundesligaen på udebane. Det var en typisk mand-mand-situation uden kontakt, og så var der bare noget, der sagde klik, og mit ben slog væk under mig. Jeg var mest i smerter, fordi jeg var i chok og kunne mærke, der var noget galt. For bagefter går jeg ud i omklædningsrummet af egen kraft. Men jeg var ikke i tvivl om, at noget var galt. Det mærker man straks.«

Henrik Møllgaards fingre
Henrik Møllgaards fingre Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Henrik Møllgaard
»Jeg ved ikke rigtig, hvad der er galt med min finger. Men der er blevet dannet en masse arvæv og knoglegevækst i den. Den ser lidt spøjs ud, og så er den blevet hypermobil ude i spidsen. Og det er den yderste del af fingeren, der er problemet, for den kan hænge fast i trøjer og blive banket ind i ting.  Så jeg skal s'gu nok have tapet den op resten af håndboldkarrieren. Den har været slået ud ad led, og så er det noget med, ledbåndene ikke sidder ordentligt mere og skal samles op. Og alt det her (peger på det midterste af fingeren, red.) skal knuses og files til. Men jeg synes s'gu ikke, jeg gider bruge en hel sommer på det. Det bliver på den anden side af håndboldkarrieren. Værre er det heller ikke. Det ser dumt ud og er lidt i vejen, men jeg ville nok ikke slippe for at tape den op uanset. Så det går alt sammen.«

Under Jesper Nøddesbos hipsterskæg gemmer sig et ar på hagen tilbage fra U-21 tiden.
Under Jesper Nøddesbos hipsterskæg gemmer sig et ar på hagen tilbage fra U-21 tiden. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Jesper Nøddesbo
»Jeg kan ikke vise mit ar, for det sidder inde under det her på hagen. Det skete til U21-DM i Otterup Hallen. Sjovt nok hopper jeg ind over stregen for at lave en skruebold (Nøddesbos signatur-afslutning, red.) og slår så hagen i gulvet. Jeg synes ikke, det er noget, men da jeg løber hjem, kan jeg godt mærke, at det begynder at dryppe med blod fra hagen. Og så viser det sig, at jeg simpelthen har flækket hagen – altså ikke selve hagen, men huden, ha, ha. Der var kommet sådan en god flænge dér, og det har så skabt et lille ar. Det var før, jeg begyndte at lande lidt mere på siden, når jeg skulle lave min skruebold, i stedet for at lande med munden i gulvet, ha, ha.«