Bjerringbro-Silkeborg kom ud af regnskabsåret 2019/20 med et overskud på 392.931 kroner.

Håndboldherrerne fra Bjerringbro-Silkeborg (BSH) måtte med coronaaflysningen af sidste sæsons slutspil undvære den mest lukrative del af 2019/20-sæsonen, men selskabet bag håndboldklubben kan alligevel levere et overskud.

Selskabet kommer således ud af det forskudte regnskabsår 2019/20 med et overskud på næsten 393.000 kroner.

Det skyldes velvillige sponsorer, sæsonkortholdere og støtte fra statens hjælpepakker. Det siger BSH-direktør Jesper Schou.

- Overskuddet giver os en ekstra god grund til at sende en stor tak til vores sponsorer og sæsonkortholdere for den opbakning, de har givet os i en svær tid. Det er den væsentligste årsag til, at det er lykkedes os at komme ud med et overskud.

- Det har heller ikke været uden betydning, at vi har modtaget støtte fra staten - specielt ordningen omkring lønkompensation, hvor spillere og administration har været hjemsendt i en længere periode.

- Det siger sig selv, at uden den store opbakning og modtagelsen af støtteordninger havde regnskabet set anderledes ud, siger direktøren.

Han påpeger dog også, at hvis selskabet skal komme ud af regnskabsåret 2020/21 med et tilfredsstillende resultat, skal der findes en ordning, der kompenserer for kraftigt nedsat tilskuerkapacitet.

Aktuelt må der være 500 personer i hele hallen, når BSH og de øvrige klubber spiller hjemmekampe.

/ritzau/