Bjerringbro-Silkeborg kaprer succestræner fra rival
Dennis Bo Jensen skifter Mors-Thy ud med Bjerringbro-Silkeborg, der for nylig tog afsked med Simon Sørensen.

Dennis Bo Jensen skifter Mors-Thy ud med Bjerringbro-Silkeborg, der for nylig tog afsked med Simon Sørensen.

Mors-Thys succestræner Dennis Bo Jensen skifter til Bjerringbro-Silkeborg Håndbold (BSH).
Det skriver sidstnævnte på sin hjemmeside tirsdag.
- Jeg er meget tilfreds med, at vi har været i stand til at overbevise Dennis Bo Jensen om det spændende projekt, vi har sat i gang i BSH.
- I min optik er han en af de mest interessante trænere i dansk håndbold. Han har senest i Mors-Thy vist sin evne til at udvikle både spillere og hold, og samtidig repræsenterer han den spillestil, vi ønsker at stå for i BSH, siger sportschef Peter K. Bertelsen.
Bertelsen er selv ny i BSH. Han blev tidligere i juni ansat, kort efter at klubben tog konsekvensen af en skuffende sæson og fyrede cheftræner Simon Sørensen.
Dennis Bo Jensen har lavet en treårig kontrakt med BSH og skal nu forsøge at få førsteholdet til at konkurrere med de bedste.
- Vi ønsker at skabe endnu stærkere sammenhæng mellem talentudviklingen og ligaholdet og samtidig udvikle en håndboldorganisation, der kan konkurrere med de bedste – ikke alene på økonomi, men også på ledelse, kultur, faglighed og udvikling.
- Vi oplever, at Dennis passer rigtig godt til den retning, siger BSH-direktør Jesper Schou.
/ritzau/