Bjerringbro-Silkeborg Håndbold blev i forrige weekend ramt af en tragedie, som har påvirket klubbens spillere markant.

For her kom det frem, at klubbens stortalent og ungdomslandsholdsspiller Matthias Birkkjær Pedersen var død blot 19 år gammel.

Fredag blev han bisat, hvor spillerne var med, og søndag spillede man så ligakamp mod Ribe-Esbjerg. Men det har været svært at holde fokus på håndbolden, lyder det fra klubbens cheftræner, Patrick Westerholm.

»Det var en fantastisk flot bisættelse, vi var til i fredags. Det ripper op i det hele, så vi er stadigvæk påvirkede, og det kommer til at tage lang tid, før vi kommer helt over det,« siger han til TV 2 Sport.

Siden dødsfaldet har holdet trænet lidt mindre, end de plejer, mens man prøver at bearbejde det tragiske dødsfald. For hver enkelt spiller har sin egen måde at reagere på, og det gælder også for cheftræneren, der har haft svært ved at holde fokus på håndbolden.

»Jeg føler, jeg har et ansvar som træner for at lægge en plan – men det er svært at finde en balance, når vi har 15 forskellige spillere, der er 15 forskellige steder. Jeg har også selv nogle børn, der begynder at være i samme alder som Matthias. Derfor dukker der også noget frygt og angst op – og tanker til Matthias' forældre. Så personligt har jeg haft svært ved at holde fokus på håndbolden,« lyder det ærligt fra Westerholm.

Matthias Birkkjær nåede at få debut for førsteholdet i klubben og skulle efter planen være skiftet til Lemvig-Thyborøn efter sommerferien.

På trods af de svære omstændigheder vandt Bjerringbro-Silkeborg opgøret over Ribe-Esbjerg med 34-29.