Billedet af Kristina ’Mulle’ Kristiansen, der trøster en svensk modstander efter kampen er gået verden rundt. De to har også tidligere næret varme følelser for hinanden.

Glæden var kolossal hos ’Mulle’ efter Danmarks sikre sejr på 26-19 søndag i VM-ottendedelsfinalen mod naboerne fra Sverige. Svenske Nathalie Hagman var derimod helt knust.

Hagman sad knust tilbage i hallen efter nederlaget, og så kom Kristiansen til undsætning. De to er nære veninder og har tidligere spillet sammen i Team Tvis Holstebro.

Billedet af en trøstende ’Mulle har fået en del opmærksomhed her dagen efter kampen. Billedet er endt i flere danske og udenlandske medier.

»Billedet, som beretter om idrættens storhed,« lyder overskriften på svenske Aftonbladets hjemmeside.

»Her har hun lige knust venindens VM-drøm,« hedder i det norske Dagbladet, og på Yahoo! News lyder ordene:

»Danmarks Kristina Kristiansen trøster Sveriges Nathalie Hagman efter deres kamp ved håndbold-VM i Herning, Danmark.«

Kristina ’Mulle’ Kristiansen og Nathalie Hagman har tidligere vist deres kærlighed til hinanden på Instagram. Et billede, som ’Mulle’ lagde op for 14 uger siden, viser, hvordan de kysser hinanden i entreen i en lejlighed:

Folkebladet Lemvig har tidligere talt med ’Mulle’, og i interviewet lagde hun heller ikke skjul på, at de er mere end bare veninder.

»Vi er ikke rigtig kærester. Men vi har det godt sammen og er glade for hinanden. Så tager vi det, som det kommer. Vi er lidt mere end venner,« lød det fra ’Mulle’, der ikke mener, at afstanden mellem dem afskrækker. De bor i henholdsvis Rødovre og Holstebro.

»Det kan vi sagtens få til at fungere. Det er træls, når vi ikke kan ses. Men så er Danmark heller ikke større,« sagde ’Mulle’ til avisen 18. november.