Da kvindernes VM-slutrunde i håndbold sluttede søndag i Herning blev det markeret med en pressekonference.

Og et billede herfra forarger i Norge.

For på podiet sad ni magtfulde personer i håndboldverdenen. Kun mænd og ingen kvinder.

»Det er håbløst, men vi giver ikke op,« lyder det fra den norske håndboldpræsident Kåre Geir Lio til VG.

Dette billede vækker harme i Norge. Robert Müller von Vultejus (IHF), Stefan Lövgren (Sverige), Kåre Geir Lio (Norge), Jan Kampmann (Danmark), Dr Hassan Moustafa (IHF Præsident), Per Bertelsen (IHF), Dietrich Späte (IHF), Per Morten Sødal (IHF), Adrian Costeiu (IHF).
Dette billede vækker harme i Norge. Robert Müller von Vultejus (IHF), Stefan Lövgren (Sverige), Kåre Geir Lio (Norge), Jan Kampmann (Danmark), Dr Hassan Moustafa (IHF Præsident), Per Bertelsen (IHF), Dietrich Späte (IHF), Per Morten Sødal (IHF), Adrian Costeiu (IHF). Foto: Beate Oma Dahle
Vis mere

Han var selv én af de ni mænd, der markerede afslutningen på kvindernes VM.

Han står i spidsen for det norske forbund med syv kvinder og fire mænd.

Også den norske håndboldlegende Gro Hammerseng kritiserer kønsfordelingen i toppen af håndboldverdenen.

»Dette billede bekræfter mig i, at det i høj grad er mænd, der bestemmer og sætter dagsordenen,« siger hun til VG.

»Min opfattelse af, hvorfor det er vigtigt, er, at vi går glip af enorme ressourcer, hvis vi ikke rekrutterer fra begge køn. Der er en enorm mængde uudnyttet ekspertise.«

»Derudover er sport en stor og vigtig arena, hvor der er meget magt og indflydelse. Jeg ønsker, at de unge piger, der vokser op, skal se, at de kan arbejde som topledere, trænere, dommere, kommentatorer, præsidenter osv. på højeste niveau. Der er få rollemodeller at se op til,« siger Hammerseng, som tidligere har været leder af atleternes kommission i det internationale håndboldforbund (IHF).