For første gang ved VM blev Danmarks håndboldkvinder presset, da de søndag aften mødte Ungarn i gruppefinalen i mellemrunden.

Først da danskerne var nede med fem mål i anden halvleg, hankede de op i sig selv og tog sejren med et imponerende comeback.

Niveauet i de første tre fjerdedele af kampen var på ingen måde værd at skrive hjem om, men alligevel var det næsten ikke til at klemme en negativ kommentar ud af spillerne efter opgøret.

Euforien herskede, og det handlede først og fremmest om at finde positive vinkler på opgøret mod Ungarn.

- Det her kommer til at lyde dumt, men jeg er på en måde glad for, at vi kom bagud med fem mål. For det har givet os en positiv oplevelse, og vi har vist, at vi selv i modgang kan finde god håndbold frem og komme tilbage igen. Så jeg synes faktisk, det var en rigtig god kamp, siger højrefløj Andrea Aagot, som rent faktisk var en af dem, der kunne være sin indsats bekendt.

Nogenlunde samme konklusion kom landstræner Helle Thomsen frem til. Hun har ledt efter Danmarks reelle niveau under en slutrunde, hvor modstanden har været nærmest ikkeeksisterende.

- Vi er et nyt landshold, så vi har godt af at få en kamp, hvor vi er så pressede og så vinder med en til sidst. Det var skide vigtigt, at vi ikke gik ud og smed den her med syv, da Ungarn havde styr på os. Det er god erfaring både nu og på den lange bane.

- Vi vandt, vi blev nummer et i mellemrunden, vi har et hold, hvor vi kan bruge mange spillere, og når et andet hold har os nede i sækken, har vi værktøjer til at komme op igen, siger Helle Thomsen.

Under en smule pres måtte spillerne dog erkende, at niveauet på flere områder ikke var tilstrækkeligt i den største del af kampen. Forsvaret var sønderskudt lige efter pausen, og først de sidste 20 minutter begyndte angrebet at glide.

Unge Julie Scaglione spiller mest i angrebet og havde en klar analyse af, hvad Danmarks offensiv i hvert fald ikke skal begive sig ud i, når det i kvartfinalen gælder enten Frankrig eller Holland.

- Det var, da det blev meget individuelt, at det gik galt. Så det handler om at finde ud af, hvordan vi skal arbejde for hinanden. Og det fandt vi til sidst i kampen, siger Julie Scaglione.

Anne Mette Hansen drejede også gerne sine svar over på de positive ting og talte om, at hun var stolt af sine holdkammerater. Men hun forsøgte også omgående at lægge kampen mod Ungarn bag sig.

- Man plejer vist at sige, at man spiller én dårlig kamp til et mesterskab. Lad os bare sige, at det var den her, sagde hun med et grin.

Danmark skal i aktion igen onsdag.

/ritzau/