De danske mestre lukkede 42 mål ind, da nordjyderne tabte på udebane til FC Barcelona i Champions League.

Aalborgs håndboldherrer indkasserede torsdag det andet nederlag i træk i Champions League.

På udebane blev det danske mesterhold kørt ud af banen med et nederlag på 33-42 i Barcelona.

Det var anden gang i træk, at nordjyderne fik en lærestreg i Europas største klubturnering, efter at aalborgenserne for en uge siden tabte på hjemmebane til tyske THW Kiel.

Før de to nederlag havde Aalborg-holdet ellers leveret en lovende åbning på det indledende gruppespil med fire sejre.

Mod FC Barcelona havde de danske gæster det svært over for spaniernes store fysik og hurtige angrebsspil.

Alt for nemt fik hjemmeholdet lov til at trænge igennem Aalborgs forsvar i de første 20 minutter, hvor Barcelona fik opbygget et forspring på seks mål ved 16-10.

Blandt andet på to scoringer fra venstrefløjen Casper U. Mortensen, der spiller for den spanske storklub. Det samme gør målmand Kevin Møller, der var på banen i få sekvenser.

Frem mod pausen fik Aalborg-holdet samlet sig og reduceret til 18-20, så alt var muligt før de sidste 30 minutter.

Håbet bristede dog på bare fire minutter, da Barcelona med fire mål i træk bragte sig foran med 24-18 i begyndelsen af anden halvleg.

Den store islænding Aron Pálmarsson førte an for de spanske værter med scoringer og frispilninger til holdkammeraterne.

Casper U. Mortensen gjorde det efter 42 minutter til 30-24 på et straffekast for et Barcelona-hold, der nærmest scorede efter behag.

I målet kastede keeper Simon Gade bolden lige ud til kroaten Luka Cindric, der nemt kunne øge til 37-26 med ti minutter igen.

Den spanske føring nåede op på 13 mål, før Aalborg fik pyntet lidt på slutcifrene til sidst.

Barcelona er med ni Champions League-titler den mest vindende klub i turneringen. Den seneste triumf kom i 2015.

Aalborg har otte point for seks kampe i gruppe B. Trods nederlagene i de seneste to kampe mod Kiel og Barcelona har nordjyderne fine chancer for at slutte blandt de seks bedste hold, der går videre fra gruppespillet.

Om tre uger venter Veszprem fra Ungarn på hjemmebanen i Aalborg.

/ritzau/