2023 har været et vildt år for den 38-årige GOG-stjerne Morten Olsen. 

Egentligt skulle karrieren være sat på hylden denne sommer til fordel for et trænerjob i TMS Rigsted, men en fantastisk sæson for de danske mestre fik begge parter til at forlænge samarbejdet - og dermed Olsens karriere. 

Men Olsens år kunne have slået endnu en markant krølle på halen, erfarer B.T. 

For det er nemlig ikke mange uger siden, at storklubben Barcelona bankede på hans dør. 

Storklubben kom i midten af august i seriøse problemer på playmakerpositionen, da det slovenske talent Domen Makuc kom slemt til skade i en træningskamp og nu er ude for sæsonen. 

Og her faldt tankerne i Barcelona altså på Morten Olsen, der fik en henvendelse om muligheden. GOG mødte netop Barcelona i Champions League-kvartfinalen i sidste sæson, og her er spanieren Carlos Ortega træner. 

Ortega var omdrejningspunktet i ideen om Olsen, da han kender danskeren godt fra deres fælles tid fra Hannover-Burgdorf i Bundesligaen.

Desværre for Olsen blev han snydt for den store mulighed. Ifølge B.T.s oplysninger kom det aldrig videre, da Barcelona i sidste ende måtte sande, at der ikke var økonomi til at hente Olsen til klubben. 

Den seneste sæson har Barcelona været hårdt ramt af besparelser, og det har betydet et markant mindre budget til håndbolddelen. 

Og det betyder altså, at Olsen stadig er at finde i GOG. 

Det er heller ikke første gang, at en storklub banker på hos Olsen. Ifølge B.T.s oplysninger var den tyske storklub Kiel stærkt interesseret i danskeren for et par år siden.

Næste opgave for GOG og Olsen er torsdag i Champions League mod ungarske Veszprem. Olsen sad ude i weekendens nedsabling af KIF Kolding med en skade.