Århus Håndbold har indgået en to-årig aftale med med 23-årige Aqqaluk Sørensen, der i øjeblikket spillet højre back hos Odder Håndbold i 1. division.

Århus Håndbolds cheftræner Erik Veje Rasmussen har kunnet følge Aqqaluk Sørensen tæt i de fælles træninger, Århus Håndbold og samarbejdsklubben Odder Håndbold har, og Veje Rasmussen glæder sig til at få den grønlandske spiller i truppen.
 
- Aqqaluk er i besiddelse af en enorm fysik og er meget eksplosiv. Desuden evner han at time sit spil, hvilket er noget, jeg kigger meget efter. Han ved, hvornår han skal have bolden, og det er noget, der gør en spiller ekstra farlig. Generelt har han en god spilforståelse, og jeg er overbevist om, at han er klar til at tage springet op i Ligaen, siger Erik Veje Rasmussen.
 
Samme fornemmelse har Aqqaluk Sørensen, der ser frem til at prøve kræfter med Herre Håndbold Ligaen.
 

- Jeg har nu spillet fire sæsoner i 1. division, og jeg føler mig klar til at tage et skridt opad. Det er noget, jeg har arbejdet hårdt for, og jeg er yderst tilfreds med, at det nu er lykkedes, siger højrebacken, der i Århus Håndbold bliver genforenet med sin nuværende træner Peter Bredal, der i næste sæson tiltræder som assistenttræner i Århus Håndbold.
 
- Og det bliver rart at arbejde med en dygtig træner, jeg kender, siger Aqqaluk Sørensen, der godt er klar over, hvor hans største udfordring kommer til at ligge.


- Det må blive tempoet. Det går altså bare noget hurtigere i ligaen.
 

Hos Odder Håndbold er sportschef Carlo de Silva naturligvis ked af at miste en stamspiller, men han er stolt over, at man i Odder for andet år i træk kan levere en højereback til Århus Håndbold.
 

- Sidste år sendte vi Simon Birkefeldt til Århus Håndbold - og nu Aqqauluk. Det siger noget om, at vi i Odder Håndbold er rigtig gode til at arbejde med de unge talenter. Jeg tør dog ikke garantere, at vi om et år har en ny højreback klar til Århus, men rent talentmæssigt er vi godt kørende på andre pladser også.


Aqqaluk Sørensen har i denne sæson scoret 48 gange for Odder Håndbold - her kan du se topscorerlisten i 1. division.