Hun har været med landsholdet, siden hun var 19 år gammel. 

Med alt, hvad det indebærer. Opture. Oplevelser. En så hård nedtur, at det tog Anne Mette Hansen halvandet år at komme over det.

Først skruer vi tiden tilbage til VM i 2013, hvor hun blev udtaget til sin første slutrunde.

At Anne Mette Hansen, der også i år er med til slutrunde, allerede har været en del af det danske landshold i ti år er nærmest mærkeligt for hende.

»Jeg føler, tiden er gået vanvittigt stærkt. Jeg føler ikke, jeg er 29 år og har været her i ti år. Jeg føler på en måde, jeg er 24 og lige startet. Jeg kan jo godt mærke forskel i, at jeg har fået mere erfaring og er mere rolig,« siger hun med et stort smil.

Ung. Naiv på den positive måde. Kom lidt fra baghjul, og tog det hele, som det kom, er ordene hun bruger om 19-årige Anne Mette Hansen.

En indstilling, hun egentlig altid har haft til tingene, fortæller profilen, der ikke havde regnet med at bide sig så hurtigt fast.

»Jeg var 19 år og lidt med på et wildcard, følte jeg. Hvorfor ikke, så tog jeg lige fri fra gymnasiet og med til slutrunde,« griner hun og fortsætter:

Anne Mette Hansen var 19 år gammel, da hun fik debut for landsholdet.
Anne Mette Hansen var 19 år gammel, da hun fik debut for landsholdet. Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det har holdt ved og givet mig blod på tanden. Jeg var så med på sidste mandat på andet år, der var jeg heller ikke særlig god spillemæssigt. Det har også givet noget erfaring at have prøvet begge ting,« siger hun. 

I dag hviler hun mere i sig selv og har lært mange ting - især én, som hun flere gange pointerer.

»Til mesterskaber kan det hurtigt blive højt at flyve, dybt at falde. Man skal lære, at det skal være mere stabilt. Ikke ligesom i Japan, hvor vi er helt oppe og så helt nede. Det er simpelthen for hårdt at gå igennem. Den ro, der er på landsholdet skal vi give videre til de yngre generationer og bygge videre,« siger hun. 

Netop VM i Japan i 2019 udpeger hun uden tøven som den sværeste tid.

Spillet og resultaterne svingede. Og en skuffende niendeplads betød, at landsholdet ikke skulle spille kamp om OL-kvalifikationen.

»Japan var hårdt for mig. Det var anden gang, OL-kvalifikationen glippede. Det tog lang tid at komme over,« siger Anne Mette Hansen, inden hun sætter ord på, hvad der egentlig skete for fire år siden.

»Det var lidt opløsningen på Klavs’ periode (tidligere landstræner Klavs Bruun Jørgensen, red.), hvis man kunne sige det sådan og alt det, vi havde været igennem. Vi vidste aldrig rigtig, om vi lavede 18 eller 30 mål i en kamp. Det er den periode, hvor vi er helt oppe og helt nede i kulkælderen. Det er simpelthen for hårdt mentalt, når man spiller hver anden dag. Det kan man ikke,« siger hun. 

For Anne Mette Hansen selv var der flere ting i det efter den uafgjorte kamp, hvor hun i de døende sekunder brænder det skud, der kunne have givet danskerne den nødvendige sejr.

Anne Mette Hansen.
Anne Mette Hansen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det var kvalifikationen. Jeg spillede heller ikke særlig godt. En ting er, jeg brænder det sidste skud, jeg vil altid tage det, men det gør jo også ondt. Personligt tog det lang tid at bearbejde, hvad der skete. Der er mange, der stadig ikke synes, det er sjovt at snakke om,« siger hun.

Hun husker timerne efter på hotellet som 'ikke sjove og mærkelige'. Har en følelse af, at alle forsvandt og ikke var samlet. 

De kunne slet ikke være i tanken om ikke at skulle til OL.

»Det er bare så stor en drøm for mange. Folk bliver også ældre, så man kan godt regne ud, det er ved at være sidste skud i bøssen for en del spillere, der har været med i mange år. Det gør ekstra ondt,« siger Anne Mette Hansen.

Det tog hende selv halvandet år, før tingene og tankerne vendte.

»Det var virkelig hårdt. Hvad tænkte man? Jeg ved ikke, om man tænkte overhovedet. Det var hele kulminationen. Det var Klavs’ sidste år. Det havde været så meget op og ned.«

I 2017 fik holdet en fjerdeplads i Sverige og troede, det gik den rigtige vej. 

»Så går det bare ned. Der har været mange ting, hvor man følte, man slog hovedet mod muren og tænkte: ‘Det var noget lort igen’. Jeg kan ikke sætte ord på, hvad det præcis er, det var bare udtømt det forhold, holdet og Klavs. Vi kunne ikke gå igennem mere sammen. Mange ting ramlede bare over lang tid. Det kulminerede i Japan, hvor det hele blev for meget.«

Anne Mette Hansen og Klavs Bruun Jørgensen under VM i 2019.
Anne Mette Hansen og Klavs Bruun Jørgensen under VM i 2019. Foto: Charly Triballeau/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men tingene begyndte at vende. Jesper Jensen kom til i marts 2020 med en ny kultur og nye øjne. 

Der kom nye spillere med ny energi, og spillerne har lært meget af 2019. 

At få mere ro på følelsesregisteret, både når det går op og ned. At få talt sammen om tingene. Rammerne er blevet gjort det skarpere.

Og siden har landsholdet rykket sig for hvert år, hvilket i 2022 kulminerede med det, Anne Mette Hansen kalder sit største højdepunkt.

»Vi har stået i en EM-finale. Det var ret vildt,« siger hun og forklarer, hvorfor det var så stort.

»Det er følelsen af, man tager et skridt videre hele tiden og bygger på den gode base, så man bliver lidt bedre, lidt skarpere. Det er både forløsende men også tilfredsstillende, og så er det mega fedt at have været med til at spille dansk kvindehåndbold op igen,« siger hun. 

For selvom oplevelsen i Japan var enormt hård, har det også stor betydning for, hvor landsholdet er i dag.

»Jeg tror, den har givet meget. Men det har også været hårde lærepenge. På landsholdet nu er der dem, der har været med på den hårde side, og dem der er kommet ind, hvor det går godt. Der er en forståelse for, hvad nogen egentlig har været igennem, for at vi står her i dag.« 

Pludselig kommer der tilskuere til kampene.

»Det har ikke altid været lige sjovt, når der ikke har været tilskuere. Vi tager det ikke for givet, vi ved, vi har fortjent at stå i fyldte haller. Vi er blevet bedre, har lært noget, vi giver også noget af os selv. Det tror jeg har været en stor læringsproces,« siger hun.

Selv har Anne Mette Hansen lært meget af at have været med til det hele. På godt og ondt. 

I dag kan hun virkelig mærke, hvor 'fedt' landsholdet er.

»Jeg har altid været stolt af at repræsentere det, men det har jo gjort ondt nogle gange, at så har vi ikke præsteret. 'Hvad fanden har vi nu lavet?' Man føler, alle kigger på en. Det gør de jo ikke, men man føler de tænker: ‘Årh, nu har de været dårlige igen’. Man er meget hård ved sig selv og føler, alle andre ved, hvem man er, når man går, fordi det bare tynger en så meget,« siger hun.

Anne Mette Hansen og landsholdet er videre til kvartfinalen ved åres VM i håndbold. Den kamp bliver spillet onsdag i Jyske Bank Boxen.