Anne-Dorthe Tanderup vil gerne fejre succeserne.

Dem har der været mange af, når man er OL-guldvinder i håndbold og er gift med en tidligere Tour de France-vinder i Bjarne Riis.

Men på trods af et liv, der på overfladen har virket rosenrødt, har der også været en »skidehård« virkelighed.

Og den vil hun være ærlig omkring. Det siger den tidligere håndboldspiller og Jernhårde Lady i et interview med mediet Søndag.

»Set udefra ved jeg godt, at mit liv har lignet et stort glansbillede. Og ja, vi lever et godt liv, jeg har vundet medaljer, min mand har vundet medaljer, og vi har nogle super velfungerende børn. Men der har godt nok også været lortedage, lorteperioder og lorteår, og det synes jeg, hører med til billedet.«

Anne Dorthe Tanderup og Bjarne Riis har fire sønner sammen, hvoraf de fleste er flyttet hjemmefra.

Familien flyttede til Danmark i august 2023 efter mange år i udlandet, senest i Schweiz.

Efter at være flyttet hjem har Anne Dorthe Tanderup skrevet bogen 'På udebane' om sit begivenhedsrige liv.