En markant profil i dansk kvindehåndbold lægger snart skoene på hylden.
For den 38-årige håndboldspiller Ann Grete Nørgaard har nemlig valgt at stoppe karrieren, når denne sæson er færdigspillet.
Det fortæller den tidligere landsholdsstjerne i et opslag på Instagram.
'Jeg har lyst til at blive ved for evigt – springe indover fra fløjen og nørde detaljerne. Jeg bliver aldrig træt af det. Men der er andet i livet, og jeg har noget faglighed, jeg glæder mig til at udfolde,' står der blandt andet i opslaget.

Den mangeårige landsholdsspiller skriver dog ikke, hvad hun helt konkret skal bruge tiden på efter sommer.
Men én ting er helt sikkert. Hun kan ikke både spille håndbold og lave noget andet fuldtid ved siden af. Hun vil nemlig kun gå all in på én ting ad gangen.
'Efter denne sæson skal der være plads til andet – af dén grund er jeg ude,' skriver hun videre, inden hun afslutter:
'Tak til Håndbolddanmark, ja, faktisk hele verden, for at have været min legeplads i 30 år. Jeg har elsket det, og jeg vil savne det! Men det er helt rigtigt, og sådan må det være.'
Ann Grete Nørgaard spiller lige nu i den danske klub Silkeborg-Voel KFUM, men karrieren har budt på en masse andre adresser som blandt andet Viborg, Randers, Horsens, Holstebro og rumænske Ramnicu Valcea.
Ved siden af håndboldkarrieren er hun i øjeblikket ansat som lærer på Hald Ege Høj- og Efterskole.
Derudover er hun ved at uddanne sig inden for offentlig ledelse.
Ann Grete Nørgaard nåede at repræsentere det danske landshold i 139 kampe, hvor hun står noteret for 549 mål.

