Hun var 23 år gammel. Red på en bølge af succes med 'De Jernhårde Ladies'. Eventyret var egentlig kun begyndt. Det var her, Anja Byrial Hansen trak stikket og indstillede sin karriere.

Men hvorfor gøre det, når medaljeregnen kun lige var begyndt? Mere om det –  om et dobbelt brud, om ikke at blive lyttet til og om kærlighed – senere.

I dag er Anja Byrial Hansen tilbage som anfører. Ikke på håndboldbanen, men i virksomheden Byoms, som hun ejer og driver i Holte.

Hun vil gerne gøre en forskel og har derfor lanceret et brand, hvor centrum er naturlige produkter, hvor der bruges probiotika – en levende bakterie – til rengøring, tøjvask og til at fjerne lugt og dårlige bakterier.

»Det lyder måske corny, men den ild, jeg havde fra håndbold, den drivkraft og benzin har jeg fundet her. Jeg kan mærke det med det samme – ja, der er ting, der ikke er så sjove. Dem gør jeg gerne, for jeg har et mål og en mission. Det er mega fedt at opleve det igen. Det fylder i kroppen på samme måde, som håndbold gjorde dengang,« siger Anja Byrial Hansen.

Virksomheden blev lanceret 1. oktober 2019 og sælger både i Sverige, Norge og Schweiz.

Som direktør i sin egen butik bruger 47-årige Anja Byrial Hansen nogle af de ting, hun lærte fra håndbolden.

Hun hadede at løbe. Inderligt. Men hun vidste, det var nødvendigt for at præstere. I dag er det grænseoverskridende for hende at filme videoer til Instagram, men hun gør det. Det virker, og det er det, der skal til.

Vejen til virksomheden har dog taget tid. Efter sit stop i håndbolden i 1996 arbejdede hun for firmaet EDB Group som direktionssekretær, og i en periode herefter var hun hjemmegående, hvor hun fik tid til at mærke efter.

»Jeg kunne mærke, jeg manglede noget. Jeg tror, mange sportsfolk siger, de har et tomrum. Der er en del inde i en, hvor der mangler det, håndbolden gav. Stoltheden, gejsten, glæden, som man ikke kan få andre steder. Den stolthed er svær at beskrive. Tit var jeg 'tidligere håndboldspiller'. Men … jeg er ikke tidligere noget, jeg er jo noget nu. Jeg ville så gerne, og man går ikke bare lige ud og opfinder et eller andet,« siger Anja Byrial Hansen, der forlod sporten for snart 25 år siden.

Da havde hun vundet VM-sølv og guld ved både OL og EM. Det tidligere stop var kulminationen på mange ting, fortæller hun.

»Vi blev sat alt for hurtigt i gang. Der blev ikke passet godt nok på os,« fortæller Anja Byrial Hansen om tiden dengang, hvor håndbold 'blot' var på vej frem, og der derfor blev kørt hårdt på spillerne for at fremme sporten.

Anja Byrial, Anette Hoffmann og Anne Dorthe Tanderup med guldmedaljerne efter sejren i OL-finalen 1996.
Anja Byrial, Anette Hoffmann og Anne Dorthe Tanderup med guldmedaljerne efter sejren i OL-finalen 1996. Foto: KELD NAVNTOFT
Vis mere

Hun spillede ynglingelandshold, U-landshold, A-landshold, ynglingeturnering og seniorturnering på én gang. Kalenderen sagde 150 rejsedage om året plus klubhold.

På et tidspunkt startede hun for hurtigt op og fik et dobbelt brud i skinnebenet. Hun vidste det ikke og spillede med det i otte måneder. Bed tænderne sammen og tog gigtpiller.

»Jeg fik boret mit skinneben op otte steder for at få det til at gro sammen. Jeg kæmpede mig tilbage, for jeg ville bare til OL, og fik også EM på hjemmebane. Men der var noget inden i mig, der var ødelagt. Det med, at jeg nogle gange sagde, jeg havde ondt, og folk bare sagde 'det er ikke noget'. Der blev ikke lyttet, og tilliden var på en måde væk,« siger hun.

Hun lægger ikke skjul på, hun selv havde et stort ansvar. Da OL-finalen i Atlanta skulle spilles, vågnede hun med 40 i feber. Lægen kom ind og fortalte, hun havde et valg. Hun kunne få noget medicin, der gjorde, at hun kunne risikere feberhjerte resten af livet. Måske fik hun det slet ikke. Men feberen kunne i hvert fald slås ned, og det var hendes ansvar.

»Så sidder man der som 22-årig foran det, man bare har drømt om altid. 'Skal jeg være med i den finale?'. Der var jo ikke noget valg, men jeg vidste godt, det kunne have en konsekvens. Jeg var jo selv naiv og dumdristig. Jeg ville bare. Jeg har ikke fået feberhjerte, men jeg var så ikke med til alle festerne, jeg gik direkte i seng. Jeg var fuldstændig færdig. Det var en kynisme, og jeg står som voksen kvinde i dag og tænker 'hvad fanden havde du gang i, turde du risikere det?'. Ja, det gjorde jeg, for jeg ville. Jeg kan godt skyde skylden på andre, men jeg har jo også klart et ansvar selv. Man var bare inde i det og ville bare,« siger Anja Byrial Hansen og fremhæver også sine dygtige holdkammerater.

De vidste, de kunne vinde. Hver gang. Og så bildte hun sig selv ind, at det var fedt at slutte på toppen og selv tage beslutningen. Efter EM-finalen i 1996, hvor Danmark vandt guld, var det slut.

»Jeg troede, det var fint. Jeg fortryder det da, men man kan ikke bruge sit liv på at rende og fortryde. Da man så dem i fjernsynet og så dem få OL-guld igen, tænkte man da 'arh, kunne du ikke lige'. Men så husker man også alle de her sure træningstimer. Alle løbeturene, som jeg hadede,« griner Anja Byrial Hansen.

Samtidig spillede privatlivet en rolle. Hun dannede dengang par med fodboldspilleren Per Pedersen, som hun siden blev skilt fra i 2002. Forholdet mellem landsholdsstjernen og 'Den Jernhårde Lady' betød meget opmærksomhed – mere, end hun havde lyst til som ung og genert håndboldprofil, der egentlig helst bare ville spille og så være væk fra rampelyset.

Per Pedersen (tv.) og Anja Byrial Hansen var gift fra 1997 og 2002. Parret fik meget opmærksomhed, fordi de begge var sportsstjerner.
Per Pedersen (tv.) og Anja Byrial Hansen var gift fra 1997 og 2002. Parret fik meget opmærksomhed, fordi de begge var sportsstjerner. Foto: LISELOTTE SABROE
Vis mere

Da Per Pedersen blev solgt til engelske Blackburn, valgte hun kærligheden og rejste efter en sæson, hvor hun havde spillet alle kampene for GOG, med til England, hvor der ikke var håndbold.

»Jeg kunne tage grimt tøj på og ikke rede mit hår. I Danmark vidste alle, hvem jeg var, Når jeg handlede, skulle alle stoppe mig og snakke med mig. Jeg var meget genert og blev måske en smule sky og syntes, det var helt rart at kunne gå i England, uden nogen anede, hvem jeg var,« siger Anja Byrial Hansen, der slår fast, at intet ved det tidlige stop er synd for hende.

Hun valgte det selv, og det gør det hele meget nemmere.

»Hvor mange kan i dag sige, de står med så mange medaljer? Jeg vælger bare at være vildt stolt af det, jeg var med til, på trods af jeg spillede så kort tid,« smiler hun.

Stolt er hun også, når snakken falder på virksomheden, hun i dag arbejder med og har startet helt fra bunden.

Det blev kickstartet, da hendes søn med egne ord er 'hypersensitiv' og kløede, uanset hvordan tøjet blev vasket i hjemmet. Anja Byrial Hansen undersøgte sagen, faldt over produkter med probiotika i udlandet, undrede sig over, det ikke var i Danmark, og herfra tog det fart.

I dag har hun og makkeren Rikke været i gang knap halvandet år, men præcist hvor godt det går, er svært at måle, da de lancerede lige inden coronakrisen. Hun mangler noget at sammenligne med, men ved, at det har krævet blod, sved og tårer for at bruge en kendt kliché.

Hun har været hjulpet af et økonomisk sikkerhedsnet blandt andet takket være sin mand, der er advokat, for det er et sats. Alle penge er indtil videre gået til produkter. Hun har ikke fået nogen løn endnu. De har en 'god forretning', men det har også taget mere end to år på langt over fuldtid.

Anja Byrial Hansen har i dag fundet en ny passion, hun er lige så drevet af som håndbolden.
Anja Byrial Hansen har i dag fundet en ny passion, hun er lige så drevet af som håndbolden.
Vis mere

Anja Byrial Hansen er startet fra nul og sammenligner det egentlig med en håndboldkamp. Hun kan ikke spille en god kamp uden målmand, og så har hun bare måttet finde en. I Byoms fejrer de også alle sejre. De er stolte og ligeglade med, hvad andre synes.

»Jeg er også vildt stolt af at kunne vise mine børn, at man kan, hvad man vil. Selvfølgelig i sporten, men også udenfor i erhvervslivet. Man kan sætte sig mål – der var rigtig meget, jeg ikke vidste, men så må jeg spørge nogen, der ved det,« forklarer hun.

At det først er kulmineret med virksomheden nu, er også godt, for børnene, som hun har fire af i alt, er ikke lige så små. Hendes livsrygsæk er i lang højere grad fyldt op med ro og en stor tror på sig selv, og familiens opbakning er den vigtigste holdkammerat, for det er et fællesprojekt, hvor alle hjælper til.

»Jeg kunne ikke uden dem. Hvis de var sure over, jeg skulle bruge tid på det, havde det ikke været rart. Så havde jeg ikke kunnet have samme glæde, så ville jeg føle, det var på bekostning af dem. Det er glæden, der smitter af. Jeg er som menneske meget entusiastisk, og det smitter af på dem, når jeg kommer hjem med god energi og stolthed. Der kan være ting, man ikke kan finde ud af, men så finder man ud af det. Jeg ved alt om tingene herinde nu, og jeg er stolt af at gå forrest for mine børn og være et forbillede. Jeg var et forbillede for mange håndboldspillere, men det betyder mere, når det er for de nære. Det er der, jeg kan mærke det,« siger 'Den Jernhårde Lady' – og direktøren.