Anja Andersen har lagt håndboldsporten bag sig. Tirsdag meddelte hun, at hun ikke længere er coach for 1. divisionsklubben DHG Odenses kvinder.

Nu vil hun udelukkende koncentrere sig om sit job som High Performance Coach i lederudviklingsfirmaet Pathfinder, hvor hun har arbejdet de seneste tre år.

bt.dk har fanget hende til en snak.

Kan du forestille dig, at du nogensinde vender tilbage til håndboldsporten?

»Ikke på nuværende tidspunkt.«

Er det mere inspirerende for dig at være coach i Pathfinder?

»Jeg er megt glad for jobbet i Pathfinder. Jeg kan mærke, at det jeg står for helt personligt bliver værdsat i Pathfinder.«

Er det udelukket, at du får en anden rolle end coach i klubben?

»Efter 18 måneder tæt på holdet og med de gode oplevelser vi har haft, er vi blevet venner. Sådan har det også været i alle de klubber, hvor jeg har spillet i tidligere. Venskaberne vil fortsætte, og jeg vil nok se DHG spille og nyde det, de laver fra tilskuerpladserne.«

DHF har ansat en ny landstræner-duo (Klavs Bruun Jørgensen og Søren Herskind, red.) Ærgrer det dig, at det ikke er dig, der fremover skal træne kvindelandsholdet?

»Nej. Jeg er i Pathfinder og det er det bedste sted jeg kan tænke mig.«

Hvad ville du kunne have bidragte med som kvindelandstræner?

»Det er et hypotetisk spørgsmål. Jeg er jo i Pathfinder og elsker mit job. Vi har også nogle håndboldtrænere som har valgt at træne på den måde vi gør det i Pathfinder. Ole Nørgaard i Skjern er en af dem. Jeg synes det er spændende at se ham som coach.«

»Hvor stort er potentialet i de damespillere, som Danmark råder over pt? Er det realistisk at de ved VM senere på året lever op til målsætningen om medalje-erobring?

»Der er et stort potentiale - meget stort. Men det handler om at få det fulde potentiale frem.«

Din chef i Pathfinder (Lasse Zäll, red.) fortæller, at du fremover skal coache lederne i den tyske Bayer-koncern. Hvad kan du lære dem?

»Vi har arbejdet med Bayers ledere i et par år. Nu får vi bare mere at gøre med dem. Men i princippet handler det om, at de bliver til et “high performance team” i stedet for at være en flok individualister. Bayer har set hvordan high performance skaber resultater og de er gode til at se mulighederne når flere og flere ledere begynder at fungere sådan. Vi er med til at lave strategier sammen med Bayers ledere. Selvfølgelig har de strategier i forvejen. Men vi hjælper dem til, at strategierne bliver skarpere og at de engagerer medarbejderne endnu mere. Det har vist sig at skabe rigtigt gode resultater.«