Der bliver skrevet historie onsdag aften. Og det gør Johnny Kokborg jaloux.

»Jeg kan ikke understrege nok, hvor vanvittig en kulisse det bliver. Det kommer til at gå helt amok,« siger B.T.s håndboldkommentator.

»Det er svært ikke at være noget misundelig på tyskerne.«

Når klokken slår 20.45 bliver der slået verdensrekord med flest tilskuere nogensinde til en håndboldkamp, når Tyskland tager imod Schweiz på hjemmebane.

Fodboldstadionet Merkur Spiel Arena er ved at blive omdannet til en gigantisk håndboldhal, der slår verdensrekord.
Fodboldstadionet Merkur Spiel Arena er ved at blive omdannet til en gigantisk håndboldhal, der slår verdensrekord. Christopher Neundorf/EPA/Ritzau Scanpix

53.000 fans kommer til at sidde klar på lægterne, når Tyskland åbner sin EM-slutrunde i Merkur Spil Arena i Düsseldorf.

»Jeg synes, det er stort for håndbolden, at der bliver sat nogle markante ambitioner om at skrive sig ind i historiebøgerne,« siger Johnny Kokborg.

Der er brugt flere år på at omdanne fodboldstadionet til en rekordstor håndboldhal og gøre det klar til slutrunden.

Blandt andet er der lagt ekstra tribuner ind i baneniveau med plads til 9.000 håndboldgale tilskuere.

Og kulissen bliver decideret ubehagelig for Tysklands modstandere, mener Johnny Kokborg.

»Selvom det er en engangsforestilling, understreger det meget godt pointen fra Danmark og andre favoritter: Tyskland som værtsnation kommer til at nå langt til EM.«

»De bliver en ubehagelig størrelse, når man har så markant opbakning, at man kan samle 53.000.«

Den nuværende verdensrekord stammer fra 2014, da 44.189 tilskuere var til opgøret mellem Rhein-Neckar Löwen og HSV Hamburg i Frankfurt.

Men om få timer står den ikke længere.