
Det er ham, alle vil se.
Ham, alle taler om. Konstant.
Presset på den danske landsholdsstjerne Mathias Gidsel er enormt, og hjemmebanen under EM har bestemt ikke gjort det mindre.
Tværtimod faktisk.
Men de senere år er han dog blevet bedre til at håndtere de enorme forventninger, som hele håndbold-Danmark placerer på hans skuldre. Og som tidligere i karrieren ramte ham hårdt.
Det har han efterhånden lært efter fem år i spotlightet, fortæller han til pressen under slutrunden:

»Jeg tror også, at I (pressen, red.) mærker, når jeg træder ind i Boxen, hvor stort et pres der er på mig. Og det skal man tage seriøst.«
»Jeg har jo oplevet både hårde og svære perioder med meget pres, men jeg er også blevet meget bedre til at kontrollere det og snakke med mennesker, hvis jeg har behov for det,« forklarer danskeren.
Det er især familien og kæresten, Katrine, han betror sig til, når han mærker de enorme forventninger ramme ham.
Især sidstnævnte.

»Jeg har en inderkreds, hvor jeg er meget tæt med min familie, og så har jeg noget professionelt omkring mig,« lyder det fra EM-stjernen, inden han fortsætter:
»Min bedre halvdel siger altid, at man ikke er født til at håndtere sådanne pres, men at man skal tillære sig at kunne håndtere det. Og det, tror jeg, hun har ret i.«
Generelt lever han i øjeblikket fint med presset. For det rører ham slet ikke på samme måde, som det gjorde for blot fem år siden.
Men derfor ville det ikke gøre ham noget, hvis han bare nogle gange kunne gå en smule under radaren.
»En gang imellem ville man da ønske, man lige kunne trække sig, men sådan er det. Jeg er med på, at hvis man er dygtig til noget, så følger sådan noget med,« afslutter Mathias Gidsel.
Danmark møder mandag aften Tyskland i den tredje mellemrundekamp.
Du kan følge braget live på bt.dk fra klokken 20.30.
