
Det kunne være gået helt galt.
Og kampen var nærmest ikke engang nået at komme rigtig i gang.
For i starten af fredagens drama mod Island måtte Danmarks landstræner, Nikolaj Jacobsen, nemlig folde hænderne, da dommerne pludselig gik ud til tv-skærmen.
I forvejen sad Simon Hald på bænken med en udvisning, og så skulle dommerne også tage stilling til, om Magnus Saugstrup skulle have et rødt kort efter et hårdt slag på én af islændingene.
Det endte dog 'kun' med en to minutters udvisning. Men i selve situationen nåede Nikolaj Jacobsen at frygte det værste.
»Arg... der vil jeg sige, at der stod jeg lige og foldede hænderne. Hald med en to minutter, og Saugstrup med et rødt kort. Så havde det nok været lidt op ad bakke,« lød det fra landstræneren, da han mødte pressen efter kampen.

»Man holder lige vejret lidt ekstra,« fortsatte han.
Selv om situationen, som dommerne måtte ud for at se igennem, blev vist på storskærmen i hallen, var Jacobsen i tvivl om, hvad det ville ende med.
For han kunne nemlig intet se.
»Jeg må sige... der er simpelthen for dårlig kvalitet på den skærm. Man kan ikke se nok. Så det er bare at stå og vente,« afsluttede han.
Med fredagens sejr er Danmark nu klar til finalen ved EM. Her venter Tyskland søndag aften.
Du kan læse B.T.s dom fra dramaet LIGE HER.

