
De danske håndboldfans kan selvfølgelig ikke få nok af at se Gidsel, Pytlick og de andre rødhvide harpiksriddere vinde kampe og trofæer.
Men uden for landets grænser er folk tilsyneladende ved at være mætte af den danske succes. Der er en decideret antipati mod Danmark.
Efter fredagens semifinale skulle man ikke søge længe på sociale medier for at finde håndboldfans af mange nationaliteter, der var mugne over den danske sejr.
Og de danske håndboldherrer ved også godt selv, at der ikke er mange, der hepper på dem uden for landets grænser.
»Der er rigtig mange, der håber på at se os tabe. Det ved vi godt,« siger Simon Pytlick.
»Der er mange fans fra andre lande, der håber, at vi kommer ned med nakken, fordi vi har været gode. For dem ville der ikke være noget federe, end at vi tabte en håndboldkamp.«

»Men det rører os ikke rigtigt. Vi har en fast mentalitet, som vi går ind til kampene med. Og jeg er helt sikker på, at der er nogen af os, der bruger det som motivation - selvfølgelig skal vi ikke slås af et andet hold.«
Emil Jacobsen har også noteret, modstanderne også altid er ekstra sultne for at få Danmark ned med nakken.
»Vi kan da godt mærke, at vi er et landshold, som mange gerne vil slå. Folk kommer med ekstra motivation for at slå os. Men det er fedt, for det giver nogle fede kampe.«
