Med en gæld på seks millioner kroner er Ajax København erklæret konkurs i Sø- og Handelsretten i København.

Selskabet bag håndboldklubben Ajax Københavns herrehold i 1. division er tirsdag blevet erklæret konkurs i Sø- og Handelsretten i København, skriver TV 2 Sport.

Dermed tvangsnedrykkes klubben. Og rykkes to rækker ned. Det fremgår af Dansk Håndbold Forbunds reglement. Det betyder, at Ajax' herrehold rykker ned i 3. division.

I retten blev det oplyst, at selskabet har en gæld på omkring seks millioner kroner.

Bestyrelsesformand i Ajax Henrik Ritlov fortæller til Ritzau, at man i retten forsøgte at få tilladelse til at indlede en rekonstruktion.

- Men det var der ikke stemning for blandt kreditorerne. Så der er ingen vej tilbage nu. Det er en trist dag. Det er synd for spillerne og klubben, siger Henrik Ritlov.

Flere kreditorer stillede krav om en portion penge, som Ajax ikke kan rejse, og derfor endte det med en konkurs.

Til stede i retten var Ajax-spilleren Mads Bro, der følte sig lettet, da konkursen var en realitet.

- Jeg synes, det er rart, at der kommer en afklaring på det. Også til de tilbageværende. Jeg synes bare, det er rart, at der kommer en afklaring, så alle kan køre videre, siger Mads Bro til TV 2.

Med tirsdagens beslutning er der sat et foreløbigt punktum i en lang føljeton om Ajax.

Nyheden om en truende konkurs kom i begyndelsen af september, da klubbens herrespillere ikke havde fået løn. Få dage efter meddelte bestyrelsesformand Henrik Ritlov, at man manglede mellem 1,5 og 1,8 millioner kroner for at undgå konkurs.

Spillerne var heller ikke længere forsikrede, og det medførte, at kampen mod Aarhus HC blev aflyst med kort varsel 1. oktober, da Håndbold Spiller Foreningen anbefalede, at spillerne ikke gik uforsikrede på banen.

Igen i fredags måtte man opgive at gennemføre en kamp, da man blot havde fire spillere til rådighed ved kampstart mod Team Sydhavsøerne.

Da havde spillerne allerede fået at vide, at de kunne blive fritstillet, hvis de ønskede det. Det havde Håndbold Spiller Foreningen presset på for, efter at Ajax-ledelsen holdt igen, fordi man forsøgte at redde stumperne.

Torben Vinther, der er direktør i Håndbold Spiller Foreningen, er tilfreds med udfaldet i Sø- og Handelsretten.

- For spillerne er det godt, at det får en afslutning. Det blev forlænget noget af, at klubben gerne ville lave en rekonstruktion. Vi var ret pessimistiske fra starten, da vi så omfanget af det, der ikke var styr på. Det er endt, hvor vi regnede med, siger Torben Vinther.

Han fortæller, at de spillere, der ikke allerede var fritstillede, nu bliver det. Foreningen vil nu hjælpe de sidste spillere på vej mod nye klubber.

- Det var det værst tænkelige tidspunkt at få problemer. Alle andre klubber har brugt deres penge og har deres trupper på plads, så vi var noget pessimistiske i forhold til, hvor mange der reelt ville have en mulighed for at komme videre.

- Men det var en stærk trup, og mange har allerede fundet nye veje. Nu består vores opgave i at få de sidste godt videre, siger Torben Vinther.

Ajax' kvindehold, der spiller i den bedste række, er ikke omfattet af konkursen, da det er en del af et andet selskab.

/ritzau/