Joachim Boldsen og Lars Jørgensen var begge fremtrædende spillere på AG Københavns mandskab i 2011, da klubben forsøgte at købe sig i en DM-finale ved at tilbyde AaB 50.000 kr.

Men de to tidligere landsholdsstjerner afviser ethvert kendskab til AGKs henvendelse til aalborgenserne. Joachim Boldsen var bødekasseformand for AG København på det tidspunkt, og han afviser, at pengene, som det er sket i sagen med BSV og Sønderjyske, er kommet fra spillernes bødekasse.

- Det har jeg aldrig nogensinde haft noget med at gøre, det lyder fuldstændig grotesk. Det kender jeg slet ikke noget til. Jeg tager stor afstand fra den slags, siger Joachim Boldsen og tilføjer: 



- Jeg aner ikke, hvad Jesper Nielsen og Søren Colding har rendt rundt og foretaget sig, så det kan jeg ikke stå på mål for, siger Boldsen, der har indstillet sin aktive karriere efter den netop overståede sæson.

Lars Jørgensen forklarer, at han var i kontakt med AaB-stjernen Kristian Kjelling før nordjydernes kamp mod Nordsjælland, men det var i en uskyldig sammenhæng, fastslår Jørgensen.

- Jeg taler jævnligt med Kristian Kjelling, og jeg ansporede ham også til at spille en god kamp (mod Nordsjælland, red.), men jeg har overhovedet ikke tilbudt ham eller nogen andre penge, siger Lars Jørgensen og tilføjer:

- Men hvad Jesper (Nielsen, red.) eller Søren (Colding, red.) har gjort, det kender jeg ikke noget til, siger han.