Sædet var ledigt.

Efter Mikkel Hansens karrierestop i sommer efter OL-triumfen har Danmark været på jagt efter en afløser til at tage straffekast. 

Indtil videre under VM har den tjans været i Emil Jakobsens hænder, hvor han har scoret 11 gange på 13 forsøg.

Forud for slutrunden havde landstræner Nikolaj Jacobsen en særlig samtale med ham og to andre. 

Emil Jakobsen under pressemødet med Danmarks VM håndboldherrer på Hotel Scandic Fornebu i Oslo torsdag den 30. januar 2025.
Emil Jakobsen under pressemødet med Danmarks VM håndboldherrer på Hotel Scandic Fornebu i Oslo torsdag den 30. januar 2025. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

»Inden VM var vi en lille gruppe, hvor vi havde en snak. Vi var nødt til at finde en, der kunne tage over fra Mikkel. Nikolaj hev Emil Madsen, Magnus Landin og mig selv til side for at sige, at det var os, der var i puljen til det. Mere har vi egentligt ikke snakket om det,« siger Emil Jakobsen til B.T.

Danmark har da også været forholdsvist sikre fra syvmeterpletten. 16 mål på i alt 20 straffekast er det blevet til. 

Mod Brasilien var Jakobsen sikkerheden selv. 

»Jeg har en idé i hovedet om, hvad målmanden måske kan finde på at gøre. Men jeg har ikke truffet en beslutning om, hvor jeg vil skyde henne.« 

»Jeg holder roen og kigger på, om han laver et udfald ud fra, hvad jeg ved om hans spillestild, hans mønster. Og så prøver jeg at lave en ekstra skudfinte for at se, om han reagerer på det,« forklarer Jakobsen om den særlige disciplin.

Om den sikre stil fortsætter mod Portugal, kan du følge med i her hos B.T., når Danmark spiller VM-semifinale fredag aften 20.30. 

Følg det hele hos os.