
Mads Svane glemmer det aldrig.
Det er 15. december, og han har netop været til træning i Bjerringbro-Silkeborg.
Og mens han sidder i bilen på vej hjem, ringer telefonen pludselig. Han beder sin holdkammerat om at skrue ned for musikken. For der står 'Nikolaj Jacobsen' på displayet. Den danske landstræner vil have fat i ham.
Om ganske få sekunder bliver den 23-årige playmakers liv forandret. For altid.
Han er nemlig udtaget til EM. Hans første slutrunde. Og så endda på hjemmebane. Ja, han kan faktisk slet ikke være i sig selv over beskeden, og derfor står øjeblikket stadig lysende klart for ham.
Det fortæller han i et interview med B.T.

»Det var helt vildt. Jeg synes selv, jeg normalt er god til at finde ord, men lige dér blev jeg helt paf,« lyder det fra EM-debutanten, der tydeligt husker, hvordan han reagerede:
»Min reaktion var: 'Wow, hold da op!'. Og derefter kan jeg huske, at Nikolaj beder mig om at holde det hemmeligt. Så det var nogle lange dage, indtil truppen blev offentliggjort tre dage senere.«
Mads Svane formår dog ikke helt at holde hemmeligheden for sig selv.
Foruden holdkammeraten, der sidder i bilen, kan han nemlig ikke lade være med at fortælle den store nyhed til familien, indrømmer han:
»Jeg ringede til min far som den første, og han troede faktisk ikke på det til at starte med. Men han blev jo sindssygt stolt. Og min mor græd i telefonen. Det var meget rørende. Jeg kommer jo fra en kæmpe håndboldfamilie.«
Nu er der så efterhånden gået en måned, hvor den vilde besked har fået lov til at rumstere i hovedet på BSH-stjernen.
Og i mellemtiden er han mødt ind i landsholdslejren, hvor han lige nu render rundt blandt nogle af dem, han altid har set op til.
»Jeg har det vildt. Det er sådan, det føles i min krop. Det er meget surrealistisk at være her. Og det er stadig ved at sive ind. For det er jo kæmpestort, og man bliver lidt intimideret af det hele, når man eksempelvis spiser med de her drenge, der jo bare har vundet alt,« lyder det fra Mads Svane, som er bevidst om, at hans liv meget vel kan være endnu mere forandret om ganske få uger.

En eventuel guldmedalje gør nemlig én til folkeeje på rekordtid.
En tanke, der da også for længst har strejfet ham:
»Jeg prøver selvfølgelig også at være i nuet, og så må vi se, hvad der sker. De her drenge ved jo godt, at de er meget kendte ansigter, men dér er jeg jo slet, slet ikke endnu. Det må jeg tage, hvis det kommer.«
»Men det er også en pris, jeg er klar til at betale, hvis det sker. En guldmedalje kan jo være definerende for ens liv og karriere. Det kan ændre hele tilværelsen,« afslutter han.
Danmark møder søndag aften Rumænien i den anden gruppekamp ved EM.
Du kan følge kampen live på bt.dk fra klokken 20.30.
