Simon Pytlick er allerede begyndt at lede.

Sammen med kæresten.

Men boligmarkedet i Berlin er dog ikke ligefrem det nemmeste at navigere rundt i.

Og derfor er den danske håndboldstjerne fortsat i tvivl om, hvor de skal bo i den tyske hovedstad, når han til sommer skifter Flensburg-Handewitt ud med Füchse Berlin.

Det fortæller han i et interview med B.T.

»Vi har ikke specifikt fundet et sted, hvor vi gerne vil bo, men vi kigger,« lyder det, inden bagspilleren fortsætter:

Danskeren skifter til Füchse Berlin fra næste sæson. FOTO: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

»Det er jo en storby, så vi vil gerne bo så centralt som muligt. Og gerne lidt tæt på kamphallen. Men altså... det er lidt ligesom med København. Lejlighederne hænger ikke på træerne.«

Med sommerens skifte bliver landsholdsspilleren i øvrigt holdkammerat med Mathias Gidsel, der har boet i Tysklands hovedstad siden 2022.

Og derfor har han da også allerede bedt sin tætte barndomskammerat om hjælp i boligjagten.

»Jeg presser nærmest Mathias hver dag for at finde noget til mig. Han er blevet min ejendomsmægler i Berlin,« griner Pytlick.

Den danske venstreback har endnu ikke besluttet sig for, om han og kæresten skal købe eller leje en lejlighed i storbyen.

Parret er dog klar på begge dele, lyder det:

»Hvis man finder noget, der er godt, og hvor man kan se sig selv, så er vi åbne over for at skulle købe. Det samme gælder i forhold til at leje noget. Det skal være det, der giver bedst mening for os.«

»At købe noget er selvfølgelig også en udfordring, men det kan jo være, vi får tilbudt en lejlighed, der er så god, at vi bare er nødt til at købe den,« afslutter han.

Simon Pytlick har spillet i Flensburg-Handewitt siden sommeren 2023.