Nikolaj Jacobsen var udmattet og lykkelig efter Danmarks historiske VM-triumf med en sejr over Sverige i finalen i Egypten.

Det var en gyser, som spillere, trænere, ledere og millioner af tv-seere var vidner til, hvor Danmark til sidst trak fra Sverige efter storspil af blandt andre Niklas Landin og vandt 26-24.

Efter kampen måtte landstræner Nikolaj Jacobsen sætte sig og puste ud, før han stavrede videre hen til medierne og satte ord på sin og holdets anden VM-triumf i træk.

»Det her betyder fantastisk meget. Vi har forsvaret VM-guldet, og det er der meget få nationer, der har gjort før os. Vi skriver os ind på en helt speciel plads i historien. Fantastisk,« sagde Nikolaj Jacobsen til TV 2.

Sejren var dog konstant i fare gennem alle kampens spilminutter, og det var en hård omgang at være en del af fra sidelinjen, lød det fra succestræneren.

»Vi er alle sammen trætte nu. Det var en hård kamp at komme igennem. Sverige gør mange ting rigtigt, og jeg synes, at vi slider med det i perioder og har for mange brændte afslutninger. Vi får heldigvis udlignet før pausen, og det var godt for moralen,« sagde Nikolaj Jacobsen og fortsatte:

»Landin var forrygende inde i målet, og så kom Holm ind med friske ben, hvor vi hang lidt, og lavede nogle gode mål. Der skulle ledes i værktøjskassen, og derfor er jeg også lidt træt nu.«