Coronapandemien satte en brat stopper for den danske håndboldsæson. Og dermed også tv-dækningen.

Derfor kræver TV 2 nu at få en del af de mange tv-penge, der er blevet brugt til at sikre rettigheder, tilbage fra klubberne efter den afbrudte håndboldsæson.

Det skriver TV 2 Sport.

Ifølge sportschef på samme kanal, Frederik Lauesen, handler det for dem om at blive kompenseret for en vare, de ikke fik fuld valuta for.

»Som vi ser det, er det yderst rimeligt, at man bliver kompenseret, når man betaler for en vare, man ikke får fuldt ud, fastslår Frederik Lauesen.

Sidste sæson af både kvinde- og herreligaen i Danmark blev ikke færdigspillet på grund af coronakrisen.

Og netop derfor kræver TV 2 økonomisk kompensation fra Divisionsforeningen Håndbold og Dansk Håndbold Forbund (DHF).

Men det vil dog blive noget af en økonomisk mavepuster for klubberne, hvis hele beløbet skal betales tilbage med det samme, forklarer Thomas Christensen, der er direktør for Divisionsforeningen Håndbold.

I stedet forhandler parterne i øjeblikket om en afdragsordning, lyder det videre.

Hvor stort beløbet helt præcist er, vil ingen af de involverede parter komme nærmere ind på.

TV 2 har tv-rettighederne til dansk ligahåndbold frem til 2025.