Sarah Iversen var i højt humør efter Herning-Ikast havde vundet håndboldkvindernes pokalfinale 33-25 over Odense.
»Det er megafedt. Vi spillede jo Odense ud af hallen,« sagde landsholdsspilleren med et gigantisk smil.
Men på spørgsmålet om, hvorvidt hun betragter finalesejren som et plaster på såret over sin skuffelse over det danske landsholds niendeplads ved VM tidligere på måneden i Japan, sagde hun:
»Sammenligningen er umuligt. Men hvis jeg havde haft muligheden for at vælge mellem pokaltriumf med klubholdet og en adgangsbillet til OL-kvalifikationen med landsholdet, havde jeg nok valgt sidstnævnte. Når det er sagt, har jeg fået opfyldt et mål. Jeg var nemlig så skuffet over vores VM-resultat, at jeg ved hjemkomsten fra Japan besluttede, at revanchere mig hurtigst muligt. Det er derfor rigtig rart at stå med noget omkring halsen lige nu.«
Med pokaltitlen har Sarah Iversen nu vundet alle tre betydende danske klubturneringer: Hun har vundet DM-guld som Nykøbing Falster-spiller, mens Super Cup-titlen kom i hus, da hun repræsenterede København Håndbold.
»Den statistik har jeg det naturligvis rigtig fint med,« sagde Sarah Iversen.
Herning-Ikast Håndbolds 38-årige tyske målvogter Sabine Englert blev af de tilstedeværende sportsjournalister kåret som pokalfinalens bedste spiller.
»Forsvaret stod godt. Så betingelserne for at levere en god indsats var optimale,« sagde Sabine Englert.

Midtjydernes træner Mathias Madsen var overrasket over, at sejren blev så stor.
»Det er en stor dag for mit hold. Pigerne knokler hver eneste dag røven ud af bukserne. De har min dybeste respekt eftersom de ikke lod sig kue af, at alle inden finalen betragtede dem som underdogs. Det niveau de spillede på i første halvleg var dybt imponerende. I min vildeste fantasi havde jeg ikke forestillet mig, at vi ved pausen førte med ni overskydende mål. Jeg tænker, at finalesejren skal fejres med en enkelt eller to øl,« sagde Mathias Madsen.