Jesper Jensen valgte i efteråret at forlænge sin kontrakt med Team Esbjerg, så han nu – som minimum – skal dobbeltjobbe indtil sommeren 2024.

Landstræneren erkender dog gerne, at det har sin pris både at jagte succes med den ambitiøse vestjyske topklub og kvindelandsholdet.

»Det er da hårdt. Det er da en fysisk og mental belastning. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde noget andet. Men det er også et valg, jeg har truffet sammen med Team Esbjerg, DHF og min familie. Så jeg synes, jeg kan være i det,« siger Jesper Jensen og tilføjer:

»Men jeg skal nok ikke gøre det sådan her i ti år.«

Jesper Jensen og assistenttræner Lars Jørgensen i dialog under en af VM-testkampene mod Ukraine.
Jesper Jensen og assistenttræner Lars Jørgensen i dialog under en af VM-testkampene mod Ukraine. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Da Jesper Jensen blev ansat i marts 2020, meddelte Dansk Håndbold Forbund (DHF), at man ville evaluere på modellen med en dobbeltjobbende landstræner, når EM på hjemmebane var afviklet. Og da Jesper Jensen altså nu har valgt – og fået lov til – at forlænge sin kontrakt med Team Esbjerg, må konklusionen øjensynligt være, at setuppet er en succes for de involverede parter.

Jesper Jensen understreger da også, at det i hans øjne fortsat er den optimale løsning – selvom det er hårdt.

»Lige nu er det så stor en inspirationskilde for mig, så jeg får energi af det. Det har været et hårdt halvt år i Esbjerg med to kampe i ugen og rejser rundt i Europa (i forbindelse med Champions League, red.). Men for mig er det en inspiration at få lov at arbejde med spillerne både på landsholdet og i Esbjerg.«

»Jeg ved godt, at mange tror det modsatte, men jeg er faktisk ikke sådan en, der har brug for voldsomt meget struktur. Så kommer jeg ind her i landsholdslejren og får nye impulser og ideer – ‘ej, hvor fedt’, tænker jeg, og så er jeg i det. Så jeg tror, at alternativet – altså at jeg ikke dobbeltjobbede – ikke ville være lige så godt,« siger Jesper Jensen.

Landsholdet tager hul på VM torsdag, når Tunesien venter i åbningskampen. Derudover skal Danmark møde Congo og Sydkorea i den indledende pulje.