Lyt til artiklen

Mathias Gidsel tog hele håndbold-Danmark med storm i januar 2021 – men succesen og opmærksomheden kom med en pris.

Det mærkede han ikke mindst, da han befandt sig uden for håndboldbanen, fortæller en ærlig Mathias Gidsel i en ny dokumentar, 'Gidsel – mod alle odds', hvor Gidsels vej fra talent til stjerne, med op- og nedture, skildres.

Gidsel fik en slutrundedebut ved VM i Egypten, de færreste har prøvet. Og perioden, der kom efter, var han ikke forberedt på.

Eksponeringen er enorm – og alle »ville gerne have en del af Mathias Gidsel«, som det bliver beskrevet i dokumentaren. Det tog på energiniveauet.

»Jeg gik i en måned i min lejlighed, hvor jeg var en forfærdelig ven. En forfærdelig søn. Uden selv at kunne indse det, var jeg ked af det. Gik i seng klokken 20 om aftenen. Jeg tænkte, jeg bare var træt.«

»Jeg var fuldstændig brugt – havde ingen batterier tilbage og fandt mig selv stå i min egen lejlighed og smågræde.«

Til sidst rakte Mathias Gidsel ud til en sportscoach, hvor de snakkede om livet efter VM – og »hvorfor han spillede håndbold.«

Heldigvis, set med danske håndbold-briller, fandt Mathias Gidsel glæden tilbage.

Syv måneder efter VM-guldet i Egypten, vandt han OL-sølv i Tokyo – og blev kåret til turneringens mest værdifulde spiller.

Og nu er han som bekendt atter med på landsholdet efter en flere perioder med skader.

Du kan opleve Mathias Gidsel og resten af landsholdet, når de onsdag spiller VM-kvartfinale mod Ungarn. Du kan følge opgøret før, under og efter her på bt.dk.