Den tidligere landsholdsstjerne, Anja Andersen, har aldrig turdet vise svaghed af frygt for, det fik store konsekvenser

En evig kamp for at føle sig værdig og en dagligdag, hvor det var nødvendigt altid at ‘mande sig op’.

Sådan beskriver Anja Andersen det liv, hun har levet. Og den 48-årige tidligere håndboldspiller mener, at der skal gøres noget ved den kultur, der hersker i samfundet, hvor de kvindelige egenskaber i hendes optik stadig kan opfattes som svage. Det oplevede hun også selv, da hun var aktiv som både spiller og træner i håndboldens verden. Følsomhed og det at være blid var ikke en del af hverdagen. I stedet var hun en ‘hård hund’.

»Jeg var bange for, at træneren skulle sætte mig af holdet, hvis jeg var for svag, så jeg undertrykte alle mine kvindelige egenskaber og mandede mig op. Jeg fandt mig i en masse, og blev udsat for mental og følelsesmæssig vold, fordi jeg ikke ønskede at miste min plads på holdet. Jeg troede, at det var bedre, at være på et hold - en arbejdsplads - under dårlige forhold end ikke at have et job,« siger Anja Andersen, som de fleste nok også husker for de voldsomme udbrud, hun kunne komme med som både træner og spiller. Fuckfingre til publikum, et helt hold der blev trukket af banen, fordi hun fik vist det røde kort og et vildt temperament på sidelinjen.

Set i bakspejlet erkender hun også, at hun var hård. Det bundede i, at hun var bange for at slippe kontrollen af frygt for at blive overflødig som træner.

»Jeg blev populær ved at gøre andre afhængige af mine svar, fordi det retfærdiggjorde min eksistens. Jeg udsatte også selv mine spillere for mental og følelsesmæssig vold, når jeg kritiserede, råbte og skældte ud. Jeg var ikke klar over, at jeg prøvede at få opmærksomhed fra andre for at kompensere for den kærlighed, jeg ikke gav mig selv. Jeg var bange for at miste anseelse, ikke at være god nok og at miste mit job,« fortæller Anja Andersen, der mener, at samfundet i dag bygger på overbevisninger, der holder folk tilbage i den forstand, at det ikke er godt at vise svaghedstegn. Og allerede i hendes egen opvækst kunne hun mærke, hvordan rollerne var klart definerede i hjemmet i Odense.

»Selvom der ikke var nogen, der direkte sagde det til mig, da jeg var barn, var det i en tidlig alder meget tydeligt klart for mig, at kvinder havde rollen som dem, der skulle give efter,« siger Anja Andersen.

»Min far var meget streng og stolt. Vi kunne ikke trodse hans ønsker, uanset hvad grunden var,« siger den tidligere landsholdsspiller, der dog understreger, at begge hendes forældre var meget kærlige i hendes opvækst.

Hun oplevede dog bare, hvordan deres roller hver især var defineret af deres køn.

»Jeg tror, det skyldes, at mennesker har været sådan i generationer. Og jeg vil gerne gøre det klart, at det ikke handler om at bebrejde nogen noget - hverken mænd eller kvinder. Det fører ikke nogen vegne. Vi har brug for, at både mænd og kvinder fører fremskridtet videre for at rette op på den ubalance, der er skabt af samfundet,« siger Anja Andersen, der dog godt kan mærke, hvordan de definerede roller har haft indflydelse på, hvordan hun har levet sit liv.

»Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at når jeg hele tiden har skullet kæmpe for at bevare min følelse af værdighed og frihed, er jeg af min kultur også blevet tvunget til at undertrykke mine kvindelige egenskaber og være mere som en mand for at lykkes. Og det, synes jeg, er meget uheldigt,« siger Anja Andersen, der for seks år siden stoppede som håndboldtræner.

Efterfølgende var hun coach i DHG, men her stoppede hun i januar 2015. I flere år har hun arbejdet sammen med Lasse Zäll, der er direktør i firmaet Pathfinder. Hun har arbejdet med ledertræning både nationalt og internationalt, og hun har tidligere fortalt, hvordan hun har fundet inspiration hos Bengt Johansson, der er tidligere træner for det svenske herrelandshold i håndbold, og Phil Jackson, der begge er kendt for at praktisere ‘selvkørende’ teams, og Anja Andersen har selv været en del af et fritidsprojekt, hvor spillerne stod for alt selv.

De sidste to år har Anja Andersen dog ikke selv været aktiv i håndboldens verden, men tilbage i juli lød det, at hun ville gøre comeback. Og til BT fortalte hun, at hun ser sig selv som træner for det danske landshold. Noget, hun fortsat gør, og efter den udmelding har hun mødt mange positive reaktioner.

»Der er mange, der har stoppet mig på gaden og tilkendegivet, at de glæder sig til at se mig tilbage igen,« siger Anja Andersen, der dog ikke har fået et konkret jobtilbud endnu.

De erfaringer hun nu har fået med i bagagen, og de tanker hun har gjort sig gør, at hun har en helt klar idé om, hvilken arbejdsplads hun skal være på. Og her er frihed et af nøgleordene. Ikke bare i forhold til egen indsats men også i forhold til spillerne, som hun vil møde i øjenhøjde og være ligeværdig med.

»I dag føler jeg mig værdig til at være et sted, hvor vi nyder gensidig respekt, og hvor begge påskønner hinanden for den vi er, frem for hvad vi ønsker hinanden skal være. Et sted, der ikke rummer accept af og fra begge parter, gavner ikke nogen,« siger Anja Andersen, der i dag praktiserer håndbold på en helt anden måde, hvor spillerne selv får ansvaret for at lede holde og får lov til at tage beslutninger selv. Hvor hun før som træner var meget aktiv på sidelinjen, vil hun i stedet trække sig tilbage i baggrunden.

Hun vil ikke forvente, at spillerne skal passe ind i en bestemt idé, hun har. I stedet vil hun give dem stor frihed, så de kan ‘vokse og blive leder i deres eget liv.’ Og hvor hun selv som spiller oplevede, at hendes kvindelige sider var en svaghed, vil hun i stedet bruge dem til noget positivt.

»Jeg vil lade mine mandlige og kvindelige værdier spille sammen. Min følsomhed og blidhed vil være min styrke, og jeg vil lade min empati og medfølelse stå i centrum frem for at skjule det,« siger Anja Andersen.

Hun går ikke længere med en frygt for at blive overflødig i forhold til holdet.

»Jeg tror, det vigtigste man kan gøre for sig selv, og andre er at blive mere bevidst om sig selv. Ens liv afhænger af, at man er bevidst om sit eget værd. At man kender sig selv, ved hvad der gør én glad, og vælger en vej, hvor man trives og kan mærke kærligheden. Og hvor man finder de mennesker og aktiviteter, som støtter en bedst undervejs,« slutter den tidligere håndboldspiller.