»Det her skulle have været afgjort tidligere, så vi ikke skulle stå i en situation, hvor skæbnen står og falder mod Frankrig.«

Mie Højlund lægger ikke skjul på, at hun er lidt frustreret. Ikke over VM-braget der venter.

Det glæder hun sig til. Men det ærgrer hende, at Danmark har sat sig selv i en situation, hvor kun en sejr over de regerende europamestre kan bruges.

»Det ville simpelthen være så skuffende ikke at gå videre. Vi har trænet så hårdt for denne her turnering. Frustrationen ligger lidt i, vi føler nogle af kampene er blevet afgjort af os selv. Det er ikke fordi, vi har mødt bedre modstandere. Vi har lavet for mange fejl og brændt for mange skud. Man føler, man kunne have gjort det bedre,« siger Mie Højlund.

Mie Højlund og Trine Østergaard inden sidste gruppekamp mod Frankrig.
Mie Højlund og Trine Østergaard inden sidste gruppekamp mod Frankrig. Bo Amstrup

Danmark har vundet kampene mod Australien og Brasilien. Derudover spillede landsholdet uafgjort mod Sydkorea og tabte til Tyskland, og særligt den sidste kamp nager.

Både hos Mie Højlund men også hos landsholdskollegaerne.

For Frankrig er et godt hold, og det er egentlig ikke her, slaget er blevet tabt, hvis det ikke skulle gå Danmarks vej fredag eftermiddag, vurderer spillerne.

»Jeg synes, kampen mod Tyskland har været pisse irriterende,« lyder det ærligt fra Sarah Iversen med henvisning til nederlaget på blot et mål.

Et nederlag der kom, efter danskerne havde spillet en kamp med for mange fejl.

»Der er ikke rigtig noget at gøre ved det nu. Man må bare sige, at det var fandeme for dårligt, og nu har vi lagt alt pres på os selv endnu engang. Det er noget, vi er vant til at stå i,« siger landsholdsprofilen.

Danmark fik med sejren over Brasilien onsdag elimineret sydamerikanerne i forhold til mellemrunden. Sydkorea og Tyskland er videre, mens Danmark og Frankrig kæmper om den sidste plads. Og det er meget simpelt. Vinderen tager det hele. Taberen ryger ud i det japanske mørke.

»Jeg synes da, det er røvirriterende og det er super ærgerligt for hele turneringen, at vi er fire så gode hold, som ender med at skulle smide hinanden ud. Var vi røget i nogle af de andre puljer, var alle fire hold med stor sandsynlighed gået videre. Det er bare en lortepulje, vi er kommet i,« siger Sarah Iversen.

Danmark vandt onsdag over Brasilien.
Danmark vandt onsdag over Brasilien. Bo Amstrup

Frustrationen sidder også hos Trine Østergaard. Både fra kampen mod Tyskland men også over, at Danmark fra start havnede i en svær pulje og nu blot mangler det skæbnesvangre brag mod Frankrig.

»Det havde været okay, hvis vi havde været længere henne i turneringen. Når man ser på nogle af de andre puljer lige nu, bliver jeg lidt frustreret over, vi står og allerede så tidligt i turnering skal spille så afgørende en kamp mod Frankrig. Det havde været mere fair i en mellemrunde. Det er bare sådan, spillet er, og det ved vi på forhånd. Så er det om at knokle,« understreger hun.

Og knokle kommer holdet til. Det slår de alle fast. Konsekvensen ved et nederlag er ikke blot VM-exit. Det betyder også farvel til OL i 2020. Tanken om at det skulle glippe, og Danmark så vil skulle bruge de næste dage på at spille President's Cup i stedet for mellemrunde er bestemt heller ikke en, der er rar for Sarah Iversen.

»Det er svært at sætte ord på. Det ville være frygteligt. Så tror jeg, der bliver gravkammerstemning. Det skal slet ikke ske. Det kommer ikke til at ske.. Der er ikke noget hold, der er sjovere at slå ud end Frankrig. Det ville være en kæmpe gulerod.« siger hun.