Det er næsten ikke til at tro, at det kan være sandt, men det er det altså. Den 24. marts går hen i sportshistorien, for her skal den danske landstræner Nikolaj Jacobsens klubhold, Rhein-Neckar Löwen, spille to vigtige kampe inden for et par timer.

Klokken 16.00 møder Rhein-Neckar Löwen polske Kielce i Champions League-ottendedelsfinalen i Polen, og klokken 18.10 samme dag møder Rhein-Neckar Löwen så THW Kiel i en vigtig topkamp i Bundesligaen. Det lyder som en dum situation, og det er det også, hvis du spørger Rhein-Neckar Löwens direktør, Jennifer Kettemann.

»Vi har ikke andet valg end at sende vores andethold til Polen. Vi er klar over, at det desværre ikke vil give nogen sportslig og fair konkurrence i 1/8-finalen mellem Kielce og Rhein-Neckar Löwen. Det vil især skade konkurrencen og omdømmet omkring Champions League,« siger Jennifer Kettemann til klubbens hjemmeside.

Hele kaoset omkring de to kampe kommer sig af, at Rhain-Neckar Löwen har en tv-aftale med ARD og Sky, der betyder, at de skal spille Bundesliga-kampen mod THW Kiel den 24. marts. Derfor blev de af EHF tilbudt at bytte deres hjemmebanefordel mod Kielce, så de i stedet for at starte i Polen, spillede første kamp hjemme i Tyskland.

Det forslag tog THW Kiel imod, men Rhein-Neckar Löwen har ikke ønsket at give den fordel væk til Kielce, hvorfor de nu i stedet stiller med reserverne i Polen.

»Vores hold har kæmpet hårdt i 14 gruppekampe for at stå i den sportslige situation inden de kommende knockout-kampe i Champions League. Vi vil ikke opgive vores hjemmebanefordel i anden kamp og planlægger derfor et returopgør mod Kielce den 1. april,« siger direktør Jennifer Kettemann.

Det er dog ikke kun en sportslig fordel, man ikke ville af med. Der ligger også et økonomisk incitament til at takke nej til kampflytningen for så i stedet at skulle spille to vigtige kampe inden for et par timer.

»En returkamp i Mannheim en Påskesøndag er ikke bare en økonomisk gevinst for os, men på grund af de mange midtuge-kampe i Bundesligaen har vi her muligheden for at byde vores fans velkommen til en familiekamp på en søndag,« siger Jennifer Kettemann.

Det bliver en lang dag for Nikolaj Jacobsens mandskab. Og det kommer da om ikke andet til at teste bredden i den tyske topklub.