Erik Veje Rasmussens hold knækkede herreligaen over med sejr i Ringsted, så top-otte har stort hul til bunden.

Håndboldherrerne fra Århus hentede tirsdag den første sejr i landets bedste række i mere end halvanden måned.

På udebane vandt Århus-træner Erik Veje Rasmussens mandskab med 29-23 over oprykkerne fra TMS Ringsted.

Sejren var særdeles tiltrængt for aarhusianerne, der efter en fremragende sæsonstart ramte muren og ikke havde vundet siden 29. september før tirsdagens forløsning.

Frem mod sejren i Ringsted var det blevet til fire nederlag og to uafgjorte resultater i de seneste seks ligakampe.

Gæsterne startede da også nervøst og med mange fejl, men efter en jævnbyrdig indledning trak Århus-holdet fra.

Frem mod pausen fik Århus slået et hul på seks mål, efter at Tobias Møller sikkert afsluttede første halvleg med en scoring på straffekast, så stillingen var 14-8 før de sidste 30 minutter.

Forspringet nåede op på ti mål, da Tobias Møller midtvejs i anden halvleg øgede til 25-15.

På det tidspunkt handlede det kun om at minimere ydmygelsen for TMS Ringsted.

Tirsdagens resultat betyder samtidig, at Herre Håndbold Ligaen er knækket over mellem top-otte og bundholdene.

Århus og Skjern har 14 point på en delt syvendeplads og dermed seks point ned til Ribe-Esbjerg på niendepladsen.

Efter grundspillet kvalificerer ligaens otte bedste mandskaber sig til slutspillet.

/ritzau/