Århus løb fra KIF Kolding efter pausen og vandt opgøret i Herre Håndbold Ligaen med ni mål.

Århus Håndbold trak mandag for alvor fra i anden halvleg, og så var der ikke meget at stille op for gæsterne fra KIF Kolding.

De to klubber mødtes i Aarhus i Herre Håndbold Ligaen, og opgøret blev vundet af hjemmeholdet med 33-24.

Pausestillingen var ellers 15-15, men de aarhusianske værter løb altså gæsterne over ende efter pausen og hentede den store sejr, da spillerne fra KIF Kolding gik helt kolde.

Det var også i indledningen en tæt forestilling, og efter det første kvarter var gæsterne foran 6-5, inden August Wiger fik hamret bolden i mål og udlignet for Århus.

Det gik hurtigt i begge ender, og et par minutter senere sørgede Lasse Nikolajsen for aarhusiansk 9-8-føring, og det sluttede altså 15-15 efter de første 30 minutter.

Det blev 17-17 efter fem minutter af anden halvleg, men så begyndte Århus langsomt at trække fra, og med 20 minutter igen var holdet foran 22-18.

Billedet fortsatte, og med ni mål i kampen af både Mads Peter Lønborg og Emil Jessen var der gang i målscoringen hos hjemmeholdet.

Sejren betød, at Århus overhalede KIF Kolding i den samlede stilling, hvor begge hold dog er noteret for otte point efter ni kampe.

Århus ligger nummer ni, mens gæsterne følger lige efter.

I bunden tog TMS Ringsted imod Lemvig-Thyborøn.

Begge hold var uden sejr i sæsonen, men i niende forsøg lykkedes det for Lemvig-Thyborøn, da gæsterne kunne rejse hjem med en sejr på 27-23.

Hjemmeholdet er sidst i rækken, mens Lemvig-Thyborøn er næstsidst.

/ritzau/