Aalborgs håndboldherrer er på solid kurs mod kvartfinalen i Champions League efter en sejr på 31-24 hjemme over franske Nantes.

Det var den syvende sejr i ni kampe for Aalborg, der fortsætter med at imponere i den bedste europæiske klubturnering.

Med sejren konsoliderede Aalborg sin andenplads i gruppe A med 15 point. Füchse Berlin topper gruppen med et point mere for en kamp færre.

Veszprem har på tredjepladsen ti point efter otte kampe, mens Nantes har otte point efter ni kampe.

De to bedste hold i gruppen går direkte videre til kvartfinalen, og det ser lige nu godt ud for Aalborg.

Nantes kom foran 11-9 efter et kvarter, inden at Aalborg vendte kampen på hovedet med en god periode inden pausen.

I det sidste kvarter af første halvleg vandt nordjyderne isoleret set med 9-2. Det gav Aalborg en solid pauseføring på 18-13.

Lidt over ti minutter inde i anden halvleg kom Aalborg foran 23-14 ved Kristian Bjørnsen, og det lignede, at kampen var endegyldigt lukket.

Det var den dog ikke. Nantes scorede fem mål i træk og reducerede til 19-23, og franskmændene kom også helt op at snuse til point ved 22-24.

Men det franske comeback udeblev, og klasseforskellen blev igen tydelig i slutfasen, hvor Niklas Landin stod glimrende på mål til stor frustration for udeholdet.

Buster Juul endte med at blive Aalborgs topscorer med seks mål, mens Mads Hoxer, Marinus Munk og Lukas Nilsson bidrog med fem mål hver.

Aalborg endte med at tage en komfortabel sejr, og Simon Hald lavede det sidste mål i kampen til slutresultatet 31-24.

/ritzau/