Aalborgs suveræne håndboldherrer kan efterhånden sammenlignes med et selvspillende klaver.
17 sejre ud af 17 kampe i denne sæsons håndboldliga er facit efter en sejr på 31-29 over Skjern.
Hjemme i Gigantium var det dog ikke en ren walkover for nordjyderne, der hele opgøret kæmpede med at ryste Skjern af sig på måltavlen.
En veloplagt Joaquim Nazaré hjalp Skjern til hele tiden at være tæt på Aalborgs føring. Den portugisiske back var gæsternes klare topscorer i kampen med otte mål.
Suveræne Aalborg har maksimumpoint på førstepladsen med 34 point efter 17 kampe. Skjern er nummer fem med 19 point.
Mødet mellem de to klubber var en gentagelse af sommerens DM-finale, som Aalborg vandt efter to sejre.
Lørdagens dyst i Gigantium åbnede som lyn og torden, og målene fløj ind. Stillingen var 7-7 efter 11 minutter, men hurtigt dalede tempoet.
Skjern fortsatte dog med at hænge på til en pausestilling på 15-14 i aalborgensisk favør.
Selv om udeholdet længe formåede at byde Aalborg op til dans, kunne Skjern ikke undgå, at topholdets offensive profiler rullede sejren i land i slutfasen.
Andetsteds fortsatte fremadstormende Mors-Thy sin flotte sæson med en sejr på 29-28 hjemme over Bjerringbro-Silkeborg.
Mors-Thy er på andenpladsen med ni point op til Aalborg. Bjerringbro-Silkeborg er nede som nummer syv.
TTH Holstebro og Sønderjyske delte i porten, da holdene spillede 32-32. Det ene point efterlader begge klubber midt i ligaen.
/ritzau/
