Lyt til artiklen

Stefan Madsen håber, at de første 45 minutter mod Barcelona kan være startskuddet til en bedre periode.

- Det var meget, meget opløftende.

Aalborg Håndbolds cheftræner, Stefan Madsen, var meget glad for de første 45 minutter, da holdet torsdag gæstede FC Barcelona i Champions League.

Aalborg var med til 23-23 midt i anden halvleg, men sensationen udeblev, og Barcelona vandt 32-26.

Det er der to primære forklaringer på, mener Madsen.

Den ene var målvogter Gonzalo Pérez de Vargas, der afløste danske Emil Nielsen i pausen og tog 12 af 22 danske forsøg i anden halvleg.

- De Vargas kom ind og tog brodden af os, og samtidigt mistede vi også lidt tempoet angrebsmæssigt og fik ikke bragt os i de situationer, vi gerne ville være i.

- Vi er irriterede over, at differencen blev på seks mål, for det er misvisende set ud fra kampen. Og vi er ærgerlige over, at vi ikke var meget kyniske og udnyttede muligheden, når nu den var der, siger Stefan Madsen.

Aalborg Håndbold har tabt fem af sine seneste seks kampe og er ramt både spillemæssigt og på selvtilliden, erkender Madsen.

Han mener dog, at de første 45 minutter mod verdens nok bedste klubhold kan bruges fremadrettet.

- Indsatsen var et stort skridt frem for os. Vi vidste godt, at vi kunne risikere at spille vores bedste kamp i sæsonen og alligevel ikke få point, fordi vi spillede mod et fantastisk hold.

- Men for os gælder det om at hive alt det positive ud: energien, intensiteten, sammenholdet og fighterånden. Det er de ting, der skal bringe os ud af den periode, vi har været inde i, siger Aalborg-træner.

Aalborg mangler fire kampe inden VM-pausen i januar. Det er mod Skjern og Bjerringbro-Silkeborg i ligaen, mod Kiel i Champions League og mod GOG i pokalturneringens kvartfinaler.

/ritzau/