Aalborg kom godt i gang med Champions League, da det danske mesterhold slog Elverum i først gruppeslag.

De danske mestre kommer på hårde opgaver i Champions League i denne sæson, men søndag kom Aalborg godt i gang med turneringen.

Efter et besøg hos norske Elverum kunne Aalborg rejse hjem med en sejr på 34-24, og dermed sætter Aalborg to point ind på kontoen i gruppe A.

Det må formodes, at den slags storsejre på ti mål ikke bliver hverdagskost i turneringen for Aalborg, når stærkere modstand venter senere.

Aalborg spiller i en af de to bedste grupper, hvor seks hold avancerer, og der venter det danske mesterhold interessant modstand senere i gruppespillet.

Gruppen tæller således også Paris Saint-Germain, Flensburg-Handewitt, Pick Szeged, Barcelona, Celje og Zagreb.

Kontraspillet var før kampen lanceret som vigtigt i turneringen generelt for det danske mesterhold af træner Stefan Madsen, og det fungerede i første halvleg.

Efter et kvarter var det helt lige med 9-9, og Aalborg bragte sig foran med endnu en kontrascoring ved Tobias Ellebæk, og de hurtige kontraløb kastede flere scoringer af sig for Aalborg.

Det danske hold fik en fremragende slutning på første halvleg, da Sebastian Barthold med endnu en kontrascoring bragte gæsterne foran 18-12 akkurat inden pausen.

Elverum lagde aggressivt ud i anden halvleg og reducerede til 16-20, men med sit syvende mål i kampen sørgede Mads Christiansen for en 22-17-føring.

Aalborg øgede til 26-18, og med 28-19 og 13 minutter igen var spændingen dybest set ude af opgøret, og Aalborg skulle gå helt ned for at sætte føringen over styr.

Det skete ikke, og dermed kom Aalborg godt i gang med Champions League.

/ritzau/