Efter næsten et år uden nederlag i ligaen tabte Aalborg Håndbold lørdag på udebane mod Bjerringbro-Silkeborg.

30. oktober 2019.

Så langt skal man tilbage i kalenderen for at finde Aalborg Håndbolds seneste nederlag i Danmarks bedste række inden for herrehåndbold.

Men Bjerringbro-Silkeborg (BSH) nulstillede lørdag tælleren. Her blev nordjyderne slået for første gang i ligaen i næsten et år, da BSH efter et tæt opgør vandt 28-26.

Med sejren hopper BSH op på ligaens tredjeplads med 12 point. Aalborg Håndbold ligger stadig øverst med 15 point.

Første halvleg var tæt fra start til slut. På intet tidspunkt var et af holdene foran med mere end to mål.

BSH startede med at have et lille overtag, inden nordjyderne i det sidste kvarter inden pausen kom et skridt foran, så der efter første halvleg stod 15-14 til Aalborg.

Hjemmeholdet udnyttede et lidt sløset spillende Aalborg-mandskab og tog teten i starten af anden halvleg. Men BSH manglede også selv skarphed og lykkedes ikke med at etablere en føring.

Midtvejs - med 15 minutter tilbage - var der derfor igen lighed på måltavlen ved stillingen 20-20.

Men så tog BSH fat. For første gang i lang tid trak hjemmeholdet lidt fra og kom foran med to mål med små ti minutter igen.

Det fik Aalborg-træner Stefan Madsen til at tage en timeout. Men hans peptalk hjalp ikke ret meget.

Med fem minutter tilbage kom kampens første tremålsføring, da Alexander Lynggaard sendte BSH på 26-23.

Det virkede nu til, at Bjerringbro-Silkeborg havde slået det afgørende hul.

Aalborgs Henrik Møllgaard kunne et minut før tid have mindsket forskellen til ét mål, men landsholdsprofilen skød forbi, og så lukkede Mads Kjeldgaard Andersen kampen ved at score i den anden ende.

I kvindernes liga tabte et coronaramt Randers HK-mandskab 26-34 til Nykøbing Falster Håndbold (NFH).

Kronjyderne manglede fire spillere og cheftræner Niels Agesen, der alle blev konstateret smittede tidligere på ugen.

København Håndbold vandt 37-28 over Vendsyssels oprykkere, der stadig har den første sejr til gode i landets bedste række.

/ritzau/