Aalborg hylder støtten i Köln: Nok de mest larmende i hallen
Godt nok er to af holdene ved Final 4 tyske, men Aalborg nyder også godt af massiv støtte i Köln.

Godt nok er to af holdene ved Final 4 tyske, men Aalborg nyder også godt af massiv støtte i Köln.

Decibelniveauet i Lanxess Arena nåede nok et godt stykke over det anbefalede, da Aalborg Håndbold kæmpede sig tilbage i den ordinære tid i lørdagens semifinale mod Barcelona.
Det blev alligevel til et 32-37-nederlag efter forlænget spilletid i Champions League-semifinalen, men det var i hvert fald ikke på grund af opbakningen, at det endte sådan.
- Det er altid en fantastisk opbakning i Köln. Det var fantastisk at høre Aalborgs fans igennem hele kampen, siger Niklas Landin.
- De var der hele tiden. De var meget højlydte og måske de mest højlydte i hallen. Så stor cadeau til dem. De var fantastiske.
Aalborg halsede det meste af semifinalen efter spanierne, men da comebacket var undervejs, løftede stemningen sig i hjørnet, som nordjyderne angreb ned mod.
- De var fantastiske. De har bakket os op igennem hele sæsonen.
- At stå og se hvor mange, der er i røde trøjer og danskere, der er kommet herned. Det er vi utrolig glade for, siger Thomas Arnoldsen.
De fire semifinalehold, Aalborg, Barcelona, Magdeburg og Füchse Berlin, har hver sit hjørne i den store arena.
Hver klub har officielt fået tildelt 550 billetter til sektionerne, men der er altså langt flere røde trøjer i denne weekend i den tyske by.
Den nordjyske klub estimerer, at mellem 1500 og 2000 Aalborg-fans er med i Köln.
Men det bliver altså ikke en finale, som de mange medrejsende nordjyder forkæles med.
I stedet venter en bronzekamp søndag klokken 15 mod Magdeburg. Barcelona skal i finalen op mod Füchse Berlin.
/ritzau/