Det hører til sjældenhederne, at Aalborg Håndbold taber på den hjemlige scene, og det er endnu sjældnere, at det sker med 12 mål, som det var tilfældet mod GOG i lørdags.

Derfor har det været en lidt anderledes optakt til torsdagens udekamp mod RK Zagreb i Champions League.

- Vi har arbejdet på lidt af det hele og specielt det at få noget humør tilbage i truppen. Det tror jeg, vi har meget brug for, siger Aalborg-backen Mads Hoxer til klubbens hjemmeside.

- Det er en ny kamp i en ny turnering, hvor alle muligheder er åbne. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi glæder os til at spille en håndboldkamp igen i hvert fald.

Paris Saint-Germain har lagt sig i spidsen for gruppe C med fem point for tre kampe, mens Aalborg og Zagreb følger efter med henholdsvis tre og to point for to kampe.

To ud af fire hold avancerer, så torsdagens opgør er lidt af en nøglekamp.

Aalborg tabte klart ved det seneste besøg i Zagreb for to år siden.

- Det er et svært sted at spille. Jeg har ikke prøvet at vinde dernede endnu. Jeg håber, det sker torsdag, men de er gode på hjemmebane.

- Det er et typisk kroatisk hold, som kommer med stor fysik på hjemmebane, så vi skal være klar til at stå imod dernede, og vi skal se, om vi kan få kampen op i vores tempo. Og så skal vi have løst deres 5-1-forsvar, påpeger Hoxer.

Opgøret begynder torsdag klokken 18.45.

RITZAU