Aalborg Håndbold mister til sommer en af sine mest erfarne spillere.
Klubben skriver i en pressemeddelelse, at René Antonsen er blevet solgt til den franske storklub Nantes. Skiftet træder i kraft til sommer.
33-årige Antonsen har med undtagelse af et toårigt ophold i Ribe-Esbjerg spillet hele sin karriere i Aalborg.
Nu vil han uden for landets grænser.
- Er der én ting, jeg dog ikke har prøvet endnu, så er det et ophold i udlandet. Derfor har jeg sammen med min familie valgt, at det her er muligheden for at udleve den drøm, samtidig med at jeg kan fortsætte i en klub, der også spiller på et højt niveau og er fast inventar i Champions League.
- Selvfølgelig bliver det vemodigt, når jeg skal stoppe i Aalborg til sommer, men mit fokus nu og her er udelukkende på at fortsætte sæsonen på det høje niveau, vi har lagt for dagen siden i sommer, siger han til Aalborgs hjemmeside.
Antonsen har spillet 500 kampe og scoret 673 mål for Aalborg.
Klubben havde gerne set ham fortsætte, erkender direktør Jan Larsen.
- Når det er sagt, så har René altid været en bundloyal og særdeles vellidt ambassadør for os, hvorfor vi heller ikke betænkte os længe, da vi skulle beslutte, om vi ville efterkomme hans ønske og sælge ham til Nantes, siger direktøren.
René Antonsen har desuden spillet syv kampe for Danmark. I 2022 var han med til EM med det danske hold, hvor han spillede en sekundær rolle.
/ritzau/
