Aalborg Håndbold lider tremålsnederlag i Portugal
De danske mestre skal vinde klart i returkampen mod FC Porto for at komme i Champions League-kvartfinalen.

De danske mestre skal vinde klart i returkampen mod FC Porto for at komme i Champions League-kvartfinalen.

Aalborgs danske håndboldmestre har givet sig selv en svær opgave, når holdet i næste uge skal forsøge at komme videre til kvartfinalen i Champions League.
I den første af to ottendedelsfinaler mod FC Porto tabte aalborgenserne på udebane med 29-32 torsdag aften.
Dermed skal Aalborg vinde klart i returkampen på hjemmebane for at spille sig blandt de otte bedste i den prestigefyldte turnering.
Et nederlag på tre mål er dog ingen katastrofe. I første halvleg truede en regulær afklapsning, da nordjyderne var bagud med seks mål.
På det tidspunkt spillede portugiserne stærkt og fantasifuldt i angrebet og kom frem til stribevis af store chancer. Ved halvtid førte hjemmeholdet 18-14
Porto, under ledelse af den tidligere FCK- og AG København-træner Magnus Andersson, kom også bedst ud til anden halvleg, men langsomt åd danskerne sig tilbage.
Veteranen Henrik Møllgaard er tilsyneladende ikke mærket af, at han for to uger siden blev testet positiv for coronavirus.
Møllgaard spillede en fin kamp med stærkt forsvarsspil og syv scoringer i den anden ende.
Aalborg nåede op på 20-20, men slap taget igen. Resten af kampen fulgte nogenlunde det samme mønster: FC Porto kæmpede sig et par mål foran, og Aalborg knoklede sig tilbage.
I slutsekunderne bragte Porto sig på 32-28, men Sebastian Barthold nåede lige akkurat at hakke et enkelt mål af nederlaget med en sidste scoring fra venstrefløjen.
Returkampen i Aalborg spilles på onsdag. Her har Aalborg brug for en sejr på fire overskydende mål eller større. Alternativt kan danskerne nøjes med en tremålssejr, men det kræver at holdet scorer minimum 33 mål i kampen.
/ritzau/