Mikkel Hansens fremtid er på dagsordenen - nu er der indkaldt til pressemøde.

Aalborg Håndbold har netop udsendt en højst opsigtsvækkende meddelelse.

»Onsdag den 3. april kl. 12.30 vil Mikkel Hansen og Aalborg Håndbold på et pressemøde fortælle nærmere om det fremtidige samarbejde mellem parterne,« skriver klubben i en pressemeddelelse.

»Ingen af parterne har yderligere kommentarer til emnet inden pressemødet.«

De oplyser yderligere, at kun pressen har adgang til seancen, der afholdes i Sparekassen Danmark Arena i Aalborg.

Mikkel Hansen, der lige nu er skadet, vendte tilbage til Danmark i 2022 efter ti år hos Paris Saint-Germain. Han har kontraktudløb i 2025.

Efter VM-triumfen med Danmark i 2023 meddelte Hansen og hans klub, at han måtte trække stikket på grund af stress, men han vendte tilbage senere på året. 

Han var således også med til at vinde sølv med Danmark til EM i Tyskland, hvor han nok engang var en af Danmarks mest scorende spillere. Dog var der også meget mere tid på bænken, end superstjernen har været vant til.

Aalborg Håndbold er i gang med slutspillet i den danske liga, og de er også i kvartfinalen i Champions League.