Aalborg Håndbold har allerede sikret sig Mikkel Hansen og Niklas Landin – og nu henter de endnu en dansk landsholdsspiller til truppen.

Stregspilleren Simon Hald vender således retur til Aalborg Håndbold fra sommeren 2023, oplyser klubben tirsdag på sin hjemmeside.

Den 27-årige landsholdsspiller kommer til klubben efter fire år hos den tyske storklub, SG Flensburg-Handewitt.

»Simon skiftede til Flensburg for snart fire år siden for at prøve sig af i udlandet. Siden har han blot fortsat sit hårde arbejde og udviklet sig til at blive en international topspiller i både forsvar og angreb.«

Simon Hald har 59 landskampe på cv'et. Han har vundet VM-guld to gange med holdet.
Simon Hald har 59 landskampe på cv'et. Han har vundet VM-guld to gange med holdet. Foto: BERNADETT SZABO
Vis mere

»Jeg er stolt over, at det allerede er lykkes os at hente Simon hjem igen til Aalborg trods hans unge alder,« udtaler direktør, Jan Larsen.

Simon Hald har skrevet under på en femårig kontrakt til og med 2028.

»Jeg glæder mig til at komme hjem til Aalborg og igen løbe på banen foran det trofaste hjemmepublikum i Sparekassen Danmark Arena.«

»Aalborg Håndbold betyder meget for mig, og jeg har selvfølgelig fulgt klubben siden mit skifte. Jeg er imponeret over, hvad de har præsteret de sidste sæsoner, og det glæder jeg mig til at blive en del af,« siger Simon Hald.

Med signingen af Simon Hald fortsætter de nordjyske ambitioner om at forblive en mastodont i europæisk håndbold.

Den islandske stjernespiller Aron Pálmarsson har allerede trukket den røde trøje over hovedet, mens Mikkel Hansen lander fra Paris på en kontrakt fra den kommende sæson.

I sidste uge kunne klubben så meddele, at man fra sommeren 2023 også får tilgang af målvogter Niklas Landin. Han er for nylig kåret som verdens bedste for anden gang.

Simon Hald, der i øjeblikket er med samlet med herrelandsholdet til to testkampe mod Polen og Sverige, er født og opvokset i Aalborg.

Han har spillet mere end 200 kampe for Aalborg Håndbold, med hvem han vandt DM-guld i 2013 og 2017.