Aalborg Håndbold var med i 45 minutter, men tabte med seks mål hos FC Barcelona i Champions League.

Formsvage Aalborg Håndbold pressede verdens måske bedste hold i tre kvarter, men endte ligesom på hjemmebane i oktober uden point.

Efter 16-15 ved pausen tabte holdet 26-32, da det torsdag gæstede FC Barcelona i Champions League.

Målvogter Gonzalo Pérez de Vargas gjorde med en fænomenal præstation i anden halvleg forskellen for hjemmeholdet, der er ubesejret i den hjemlige liga og Champions League siden november 2021.

Den franske stjerneback Dika Mem strålede desuden med ni scoringer, selv om han ikke spillede meget i kampens indledning.

Med sejren topper Barcelona gruppe B med 17 point efter ni kampe. Aalborg er femmer med syv point i gruppen, hvor seks af otte hold går videre til slutspillet.

Modsat flere af sine tidligere kampe i Champions League i denne sæson fik Aalborg en god start på opgøret i Palau Blaugrana.

Svenske Felix Claar bragte således udeholdet foran både 5-3 og 7-5, inden Barcelona strammede sig mere an og kom foran 10-8.

Fundamentet var dog lagt af Aalborg, og tre vellykkede drøn af 22-årige Mads Hoxer og adskillige mirakelredninger af Mikael Aggefors holdt Aalborg inde i kampen.

Og i første halvlegs slutminutter blev det nordjyske slid belønnet, således at holdet gik til pause med en 16-15-føring trods en hammer fra Dika Mem til sidst.

Havde Barcelona planer om at blæse Aalborg omkuld fra starten af anden halvleg, mislykkedes missionen.

Trods en uskarp indledning med tre afbrændere hang Aalborg nemlig på, og det svingede konstant mellem lige og en dansk etmålsføring på måltavlen i en lang periode.

Efter 45 minutters spil bragte Barcelona sig dog på 24-23, og derfra gik det kun en vej.

Det skyldes ikke mindst Gonzalo Pérez de Vargas, der havde afløst Emil Nielsen i pausen. Den spanske keeper tog således 12 af Aalborgs 22 forsøg efter pausen.

Han pillede blandt andet hele tre straffekast - to fra Mikkel Hansen og et fra Sebastian Barthold.

Aalborg Håndbold spiller om en uge mod tyske Kiel i sin næste gruppekamp i Champions League.

/ritzau/