For første gang siden VM-finalen 29. januar 2023 var den danske superstjerne Mikkel Hansen igen i aktion søndag aften. 

Efter han blev sygemeldt med stress kort efter slutrunden, har man ikke set meget til Hansen. Det ændrede sig mod TTH Holstebro, hvor Hansen gjorde et strålende comeback. Otte kasser, flere assist og en sejr på 35-32. 

Meget bedre kunne det ikke have gået, indrømmer Aalborg-direktør Jan Larsen. 

»Det var rigtig, rigtig dejligt at se ham igen. Han har det godt, det er det allervigtigste, og når han samtidigt sprudler håndboldmæssigt, er det svært at være utilfreds, « siger Larsen til B.T. og fortsætter: 

»Mikkel spillede en fremragende kamp, og vi kender hans kvaliteter. Han har været med hele vejen i opstarten, og det kunne man tydeligt se. Det er en Mikkel, der er på vej mod storform.«

Efter kampen kunne man læse de første ord fra Hansen efter sygemeldingen hos Nordjyske, hvor han satte ord på sejren. Og hvordan han griber sin fortælling an fremadrettet omkring sin sygemelding, er helt op til Hansen selv, lyder det fra Jan Larsen.

»Det, han udtaler sig om rent privat, er fuldstændig op til Mikkel. Det bestemmer han selv. Det er op til ham. Han udtaler sig selvfølgelig om det rent sportslige om kampene.«

Hvordan har han tacklet hele den her periode?

»Jeg kan bare sige, at det er gået godt. Det vigtigste er, at han har det godt, og at han har fået styr på alle de ting, han skulle have styr på. Han virker glad og motiveret. Det er selvfølgelig utroligt dejligt. Både for Mikkel selv og for holdet. «

Aalborg-chef Jan Larsen jubler over Hansens comeback. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Aalborg-chef Jan Larsen jubler over Hansens comeback. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

»En spiller på hans niveau gør alle hold gode. Og det viste han søndag. Han er uhyre vigtig, han er jo en af verdens bedste. Vi er bare glade for, at han har fået en god opstart. Når man har været ude i fem-seks måneder, kræver det at træne godt igennem. Og det har han gjort.«

Er der stadig nogle hensyn, I tager, eller er han tilbage i en normal hverdag?

»De aftaler, vi har med Mikkel, holder vi for os selv, men der er intet odiøst i det. Han træner på liv og glade dage. Mikkel har fået en hverdag, som han og familien og alle er tilfredse med. Det fungerer rigtig fint. Vi tænker da i et eller andet omfang på det, der er sket, men nu kigger vi fremad.«