Aalborg besejrer slovenere og stryger på førstepladsen
Celje kunne ikke true Aalborg Håndbold, som vandt sikkert og gik forbi PSG i Champions League-gruppen.

Celje kunne ikke true Aalborg Håndbold, som vandt sikkert og gik forbi PSG i Champions League-gruppen.

Der var ikke alverden på spil, da Aalborg Håndbold onsdag aften tog imod Celje i Champions League, men nordjyderne var veloplagte og vandt sikkert.
Slovenerne formåede aldrig at gøre det spændende, og Aalborg snuppede en ganske komfortabel sejr på 34-30.
Aalborg er allerede sikret avancement til næste fase af Champions League. Med onsdagens sejr kravler Aalborg forbi Paris Saint-Germain i den indledende gruppe, men placeringen har ikke betydning for klubbens videre færd.
Det, der tæller, er point i indbyrdes opgør blandt de to bedste hold. De point, man har fået mod det andet hold, der går videre, tager man nemlig med videre i næste fase af turneringen.
Aalborg møder Paris Saint-Germain i direkte kamp om førstepladsen og vigtige point i næste uge.
Aalborg var igen uden den skadede trio Sander Sagosen, Lukas Nilsson og Niklas Landin, men for sidstnævntes vedkommende var det ikke den store svækkelse.
Fabian Norsten viste nemlig, at han er en solid erstatning, og særligt i begyndelsen af opgøret var han fuldstændig flyvende. Svenskeren pillede både straffekast og helt åbne chancer, mens Aalborg slog et lille hul på måltavlen.
Samtidig lavede Celje den ene fejl efter den anden i angrebet, og det betød, at nordjydernes kontralokomotiv mange gange fik fri leg frem ad banen.
Aalborg var i total kontrol indtil den sidste fase af første halvleg, hvor fejlprocenten steg, og slovenerne kom en smule tættere på. Aalborg kunne dog gå til pause med en godkendt firemålsføring.
I anden halvleg mistede Aalborg en smule koncentration, og kampbilledet blev noget mere mudret. Nordjyderne forsøgte nogle lidt for finurlige angrebsløsninger, og Celje bed udmærket fra sig.
Det betød, at Aalborgs føring konstant lå på fire-fem mål, og derfor blev det aldrig farligt for nordjyderne.
RITZAU