Onsdag tager Aalborg Håndbold hul på den første af to vigtige opgør om en plads i Champions Leagues Final 4, når nordjyderne spiller første kvartfinale ude mod portugisiske Sporting.

Aalborg-assistent Henrik Kronborg kan godt mærke på spillertruppen, at man går ind i en periode, hvor de sjove kampe i sæsonen venter.

Nordjyderne varmede i weekenden op til CL-skæbnekampene med at sikre en plads i DM-semifinalerne med to runder tilbage af slutspilspuljen.

- Vi er kommet godt afsted i det hjemlige slutspil og har sikret os semifinalepladsen, så nu er der ro til at koncentrere os om de her europæiske kampe, siger Kronborg til Aalborgs hjemmeside.

Aalborg mødte to gange i gruppespillet Sporting. Hjemme i Aalborg blev det i september til en 35-30-sejr, mens nordjyderne i februar tabte med to i Lissabon.

- Jeg synes, at vi i kampen dernede fuldstændig kontrollerede i 40 minutter og førte med fem ved pausen. Så kom der lidt skader og skete nogle ting, som gjorde, at vi skulle skifte lidt ud.

- Så der er nogle ting, vi kan rette til og forhåbentlig har lært af til onsdag, siger Henrik Kronborg.

Bagspillerprofilen Thomas Arnoldsen har i de seneste dage døjet med lidt sygdom, men over for Nordjyske meldte han sig tirsdag klar til opgøret i Lissabon.

- Vi har en kæmpe drøm om, at vi gerne vil deltage i Final 4, og nu står vi og er to kampe fra, at det er en mulighed. Det er helt klart en af de største kampe i sæsonen, siger Arnoldsen til Nordjyske.

/ritzau/