Simone Petersen har ikke håndbolden fra fremmede. 

Den danske spilfordeler kommer fra en håndboldgal familie, og det mærker Ikast-spilleren hver uge, når hendes forældre tager turen til Jylland frem og tilbage. En tur på cirka 500 kilometer fra hjemmet i Ringsted til hjemmebanen i Ikast. 

»De er der hver uge. Det er super hyggeligt. Især når det er svært for mig at komme hjem, fordi vi rejser så meget. Det er dejligt. Jeg tror, de kunne køre turen til Herning i søvne,« siger hun med henvisning til, at bilen også startes op i den kommende tid, når der er VM på hjemmebane. 

På daglig basis kæmper Petersen og Ikast mod Team Esbjerg med landstræner Jesper Jensen på sidelinjen. Men Jensen har også et for Petersen ret velkendt ansigt ved sin side. Det er nemlig hendes bror Patrick, der er assistent for landstræneren i Esbjerg. 

Simone Petersen var med til at vinde VM-bronze ved sin første slutrunde i 2021 i Spanien. 
Simone Petersen var med til at vinde VM-bronze ved sin første slutrunde i 2021 i Spanien.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»De sidste par kampe har det været lidt træls at skulle gå over til mine forældre efter kampen, og så står han der og er super glad. Vi er okay med det. Når vi er på klubholdet, er vi modstandere, når jeg er med landsholdet, er han en stor støtte,« siger Petersen. 

Om lidt venter VM på hjemmebane med landsholdet, som hun debuterede for i 2021. Og Ikast-spilleren, der flere gange har vist sine evner som kølig assistmager, glæder sig til at stå foran 12.500 tilskuere i Jyske Bank Boxen. 

Ifølge hende selv er det dér, hun har det bedst. 

»Jo større, det er, jo bedre. Det er det, jeg lever og ånder for inde på banen. Jo større kampen er, jo bedre præsterer jeg også - uden at jinxe noget.«

»Jeg har altid elsket at stå i de situationer, hvor jeg kan afgøre tingene eller kampen er ved at tippe. Jeg føler mig meget rolig i de øjeblikke. Så længe, jeg føler, jeg har selvtilliden med, så føler jeg ikke, der er noget, der kan slå mig ud.«

Så hvis du forestiller dig 12.500 tilskuere og 29-29 på tavlen, så bliver det ikke bedre?

»Ja, det ville fandeme være fedt at kunne stå der og afgøre kampen,« griner hun.

»Om støtten er med mig eller mod mig, det er irrelevant, men selvfølgelig er det positivt, at det er på hjemmebane i medvind, men jeg kunne lige så godt stå i en Champions League-kamp med 3000 imod mig. Det ville være lige så fedt.«